Dyrkning af agurk – Sådan dyrker du dine egne agurker

Agurk er en vældig almindelig grøntsag i Danmark. Vi forbinder den med sommer og sol, agurkesalat og leverpostejmadder med agurkeskiver. Agurker er ikke så dyre i butikkerne, men det har sin charme at kunne plukke denne grønne favorit fra egen plante.

Agurkeplanten kommer oprindelig fra Asien og er vant til et varmere klima, end vi har her i Danmark. Gennem tiden er der dog forædlet sorter, der også kan trives på friland eller på altanen, men de bedste resultater får du, når du dyrker agurker i drivhus.

Agurkeplanten er en plante, der kan være lidt vanskelig at dyrke, hvis den ikke får de rette betingelser. Hvis du vil dyrke agurker selv, kan du følge vores guide og dermed gøre dine chancer for, at producere agurker med succes, rigtig gode. Så vil du kunne høste agurker hele sommeren.

Trin for trin guide til dyrkning af agurker

  1. Forspiring af frø i midten af april. Plant 1-3 frø i små 8-10 cm potter med så- og priklejord.
  2. Overdæk dem med klar plastik og stil dem lyst og lunt. Agurkefrø spirer først ved 22°C.
  3. Efter ca. 3 dage begynder de at spire. Fjern plastikken.
  4. Når planterne har 3 blade, og jorden i drivhuset eller i køkkenhaven er mindst 18°C, planter du dem ud. Udplantning af agurker i drivhus sker i maj, og agurker på friland plantes ud i juni-juli.
  5. Hvis du har valgt at købe agurkeplanter, udplantes de på samme tid som frøplanterne.
  6. Planterne opbindes, efterhånden som de vokser.
  7. Næring tilføres jævnligt. I kapillærkasser vandes med flydende gødning. Står planterne direkte i jorden, er det nemmere at tilføre kompost eller anden omsat næring.
  8. Du skal knibe sideskud efter agurkeplanten har fået to blade på selve sideskuddet, og efter 1. blad på sideskuddenes sideskud. Hanblomster fjernes.
  9. Fjerne alle syge plantedele.
  10. Agurkerne høstes ved at klippe eller skære dem af.

Agurketyper

Der findes forskellige typer agurker, der egner sig til forskellige ting. Så første skridt er at vælge, hvilken type agurker du gerne vil dyrke.

Salatagurker / slangeagurker

Disse er de mest almindelige agurker, folk dyrker, og de er normalt lange og smalle. De er god til at spise rå i salater, til at skære i skiver til sandwiches eller lave agurkesalat af.

Der findes flere forskellige sorter salatagurker. Forskellene kan være i størrelsen på agurken og tykkelsen på agurkens skind, modstandsdygtighed overfor skadedyr og sygdomme, og om den er egnet til dyrkning i drivhus eller på friland, men det er alle sammen store agurker.

Snackagurker / skoleagurker

Disse agurker er normalt korte og tykke, og de er gode til at spise rå som snacks.

Asieagurker

Disse agurker adskiller sig fra de andre ved at være meget større og tykkere. De minder næsten om squash. Asieagurker bliver brugt til at sylte til asier, deraf navnet.

Drueagurker

Disse agurker er ikke ret store. De bruges hovedsageligt til at sylte.

Eksotiske agurker

Disse agurker kan være af forskellige former og størrelser, og de kan have en mere eksotisk smag end salatagurker. Eksotiske agurker inkluderer f.eks. jungleagurker og citronagurker. Disse planter er ikke hårdføre nok til at dyrke på friland.

Agurkeplanter med hanblomster

Når du dyrker agurker, er det også værd at være opmærksom på, om den sort du vælger, udvikler hanblomster. Det gør de fleste agurketyper, men agurker vokser på hunblomster.

Hvis en hanblomster bestøver en hunblomst, resulterer det i mere buttede agurker med flere kerner, med mindre du høster agurkerne, mens de er små.

Derfor er det bedst at fjerne hanblomsterne, når de dukker op. Det er let at se forskel på hanblomster og hunblomster. Hanblomsterne sidder direkte på planten, mens hunblomsten sidder for enden af en lille agurk.

Nogle salatagurker / slangeagurker er forædlet til at være hansterile. Det vil sige, de får slet ikke hanblomster, og problemet vil derfor ikke opstå.

Forkultivering af agurker

Allerede i marts begynder mange havecentre at sælge forkultiverede planter, og det kan være fristende at købe agurkeplanter på dette tidspunkt. Risikoen ved at købe planter så tidligt på året, er dog, at der er for koldt til at udplante dine agurkeplanter i drivhus.

Agurkeplanterne ville derfor skulle opbevares indendørs med de udfordringer, det kan give, som mangel på lys og plads. Det er bedre at vente med at købe planterne til senere.

Du kan også forkultivere agurk selv. Fordelen ved en forkultivering er, at din plante får et forspring, i forhold til dem der er sået direkte på blive stedet. Begynder gerne midt i april. Du fylder nogle 8-10 cm potter med så- og priklejord. Jord af den type er uden tilsat gødning.

Små kimplanter har ikke brug for gødning det første stykke tid, da de har en lille madpakke med i frøet. Hvis frøet begynder at spire i en for stærk gødet jord, er der risiko for, at den lille kimplante bliver overgødet og dør.

Agurkefrø er dyre, og der er ikke ret mange i posen. Det kan derfor betale sig at starte med kun at så et par frø. Hvis en agurk trives, vil du kunne opnå et rigtig flot udbytte, og derfor vil en til to agurkeplanter være nok til en familie. Du kan altid så flere frø, hvis de første ikke spirer.

Plant frøene i den fugtige så- og priklejord. Dæk potterne med klar plast til at holde på fugten. Stil dem varmt, mindst 22°C. Efter ca. 3 dage begynder de at spire og så fjernes plasten. Pas på du ikke vander dine små planter for meget. De må ikke soppe i vand.

Agurken er klar til at blive plantet ud, når planten har tre blade, og jordtemperaturen er mindst 18°C. I et drivhus er det gerne i maj, og på friland er det gerne i juni. Det er stadig ikke nødvendigt at tilføre gødning.

Det er en god idé at hærde sine små agurkeplanter, inden de bliver plantet ud. Stil dem ud på solrige dage, men tag dem ind om natten det første stykke tid. Agurker tåler ikke nattefrost.

Dyrkning af agurker i drivhus

Mange af dem der dyrker agurker, vælger at plante dem i drivhus i kapilærkasser for at få mange agurker, selvom det er muligt at plante agurker på friland. En kapilærkasse gør det nemt at give dem meget vand på en gang.

Udplantning

Udplantningen af agurkerne kan ske i maj. Som tidligere nævnt skal jordtemperaturen være mindst 18°C for at planterne ikke fryser rødderne.

Uanset om du sætter dine planter i plantesække eller direkte i jorden inde i drivhuset, bryder de sig ikke om at stå i våd jord. Plant agurkeplanten på en lille høj, så vandingsvandet bliver ledt væk fra rodhalsen, og der ikke kan stå vand omkring den.

Når først agurken har etableret sig, er det dog vigtigt, at den får meget vand.

En agurkeplante har store behårede blade, og de kan være lidt sarte i forhold til den skarpe sol, når de først bliver plantet ud. Det kan derfor være nødvendigt at skærme dem i starten mod den stærke middagssol.

Sæt for eksempel fiberdug op mod syd til at give lidt skygge, men når agurkeplanten har etableret sig, kan fiberdugen fjernes igen, for så vil den gerne have meget sol.

Pasning af agurkeplanter

Agurker er en krybende plante. Det vil sige, den har en hovedstængel med lange sideskud, der vokser ud i hvert bladhjørne. De kan brede sig og overtage et helt drivhus. Det er derfor nødvendig at beskære planten.

Hvis der er for mange lange sideskud, der alle sætter agurker, kan planten ikke overkomme at modne dem alle, og du vil opleve, dine agurker bliver små og gule, for til sidst at falde af.

Beskæring af agurker og knibning af agurker

I et drivhus er det nemmest at lave en opbinding af agurker ved at sno hovedstænglen op om en snor, der er bundet fast i taget og løst om rodhalsen på agurken. Hvis agurken på et tidspunkt når drivhusets tag, og du ikke ønsker, den bliver større, kan du beskære eller knibe den.

Når du skal knibe planterne, bruger du fingrene til at knibe noget af alle sideskud af. Det kan være en overvindelse at lave en beskæring af agurker, af en plante man selv dyrker, men det er nødvendigt, hvis du vil have en god høst.

De små agurker der begynder at udvikle sig på de blomster, der sidder på hovedstænglen, knibes også af, da de hæmmer væksten af nye agurker. På sigt vil hovedstænglen ikke give så stort et udbytte som sideskuddene.

Men det betyder ikke, at du behøver bevare alle sideskud på planten. Der er ikke en bestemt regel, men du kan med fordel begrænse antallet, så agurkeplanten kan koncentrere sig om, at producere flere sprøde agurker.

Sideskuddene beskæres ved at knibe toppen, når de har fået to blade. Når den efter noget tid sætter et nyt sideskud, altså et sideskud på sideskuddet, knibes dette efter det første blad.

Under de rette forhold vokser en agurkeplante meget hurtigt og sætter nye skud, og det er derfor nødvendigt at beskære eller knibe ofte. Hvis du har været på ferie en uge, kan du opleve at komme hjem til en agurkeplante, der har sat flere sideskud, der allerede er ved at overtage drivhuset.

Næring og høst

Selv om agurkeplanter skal have en del varme, kan det også blive for varmt for dem. De bryder sig ikke om store udsving i temperaturen.

Når solen brager ned, når temperaturen i drivhuset nemt op på 40-50°C, og det er for varmt. Det er derfor nødvendigt at kunne lufte ud, enten ved at installere automatiske vinduesåbnere eller ved selv at åbne døren og vinduerne.

En god udluftning er også med til at mindske risikoen for angreb af meldug, noget mange agurkesorter er i risiko for, selv om producenten kalder deres sort for meldugresistent.

Vær også opmærksom på at tilføre gødning til din plante. Hvis du har plantet direkte i jorden og forberedt din jord grundigt med kompost, er det sandsynligvis nok at gøde et par gange i løbet af sæsonen.

Hvis du har sat dine planter i en plantesæk på en kapilærkasse, vil det være nødvendigt at tilføre flydende gødning, hver gang du vander.

Dine agurker er parate til at høste, når de har nået den længde, der passer til sorten. Der sker dog ikke noget ved at høste dem før, hvis du ikke kan vente med at sætte tænderne i dine egne agurker.

Når du høster din første agurk, skal du klippe stilken eller skære den over for ikke at beskadige planten. Hvis agurkeplanten trives, skulle den producere nye agurker hele sommeren.

Dyrkning af agurker på friland

Selv om agurkeplanter kræver en del varme, er det ikke umuligt at have agurker på friland. Med tiden har man forædlet sig frem til nogle mere hårdføre sorter, der stadig kan give et udbytte i det danske klima. Derfor kan du sagtens dyrke agurk på friland.

Sådan passer du agurkeplanter på friland

Agurkeplanterne skal dog stå et beskyttet sted med meget sol, så de kan stå i temperaturer på mindst 21-22°C. Som i drivhuset sker plantning først, når de har tre blade, og når jordtemperaturen er mindst 18°C, hvilket gerne er hen i juni-juli.

Hvis jorden er velforberedt med kompost, så agurkeplanten bliver plantet i næringsrig jord, er det sandsynligvis ikke nødvendigt at gøde i løbet af sæsonen.

Hvis bladene begynder at blive gule, kan det dog betyde, de ikke får næring nok, og det kan blive nødvendigt at tilføre mere fast gødning, som kompost, eller en i flydende form.

Fordelen ved at have agurker på friland er, at der ofte er mere plads til agurkerne, og at de ikke så tit får meldug, fordi der er mere luft og mindre fugtighed omkring planten.

Ulempen er, at det kan være lidt til den kolde side, så agurkerne modner senere og ikke giver en helt så stor høst som i drivhuset.

Planter der vokser på friland, kræver beskæring i vækstsæsonen på samme måde som planterne, der vokser i drivhus. Du skal stadig knibe sideskud. De vil også kræve opbinding.

Du høster agurkerne på samme måde som i drivhuset.

Sygdomme

Agurker kan godt være lidt sarte overfor sygdomme. De kan angribes af svamp. Nogle af de mest almindelige, de bliver angrebet af, er:

Rodhalsråd

Er en svamp, der nedbryde plantevævet indefra. Rodhalsråd forekommer i området, hvor hovedstammen er omgivet af jord og kan forebygges ved at undgå, at planten står i alt for våd jord.

Meldug

Er næsten uundgåelig på agurker, især sidst på sæsonen. Den viser sig som hvide plamager, skimmel, på bladene. Fjern de syge plantedele og brænd dem, da skimmel smitter. Sørg for god udluftning i drivhuset og luft omkring planten.

Agurkskimmel

Er en luftbåren svamp, der får bladene til at visne mellem bladnerverne, indtil planten dør. Fjern de smittede plantedele og brænd dem. Sørg for god udluftning i drivhuset, da svampesporerne trives i en høj luftfugtighed.

Skadedyr

Som alle andre planter er agurker også fødekilde for diverse smådyr, der kan forårsage stor skade.

Spindemider

Bittesmå orange dyr der sidder på undersiden af bladene og suger saften ud af planten. De laver et tyndt spind, som er det, der ofte afslører et angreb. Hvis man først har fået spindemider i sit drivhus, kan de være svære at komme af med.

Klip de angrebne blade af og brænd dem. Sprøjt eventuelt hele planten med insektsæbe eller udsæt rovmider. Igen virker god udluftning også forebyggende.

Bladlus

Suger ligesom spindemider saften ud af planten, så den dør. De efterlader også et klistret lag, honningdug. Bladlusene har en naturlig fjende i mariehøns og svirrefluer, men kan også behandles med insektsæbe.

Væksthusmellus

Små hvide fluer der sværmer om planten, når du ryster den. Ligesom de førnævnte skadedyr suger de saften ud af planten og efterlader en klistret overflade. Væksthusmellus kan være svære at komme af med. Hæng eventuelt fangstplader op og ryst planterne, så de voksne lus flyver op og bliver fanget.

Dræbersnegle

Kan nemt spiser sig gennem både agurkeplanten og selve agurkerne. De fjernes mest effektivt med håndkraft om aftenen, når de kommer frem for at spise. De kan være svære at holde ude af drivhuset, men et sneglehegn rundt om drivhuset kan være en god hjælp.

Opbevaring af agurker

Når det går allerbedst med dine agurker i drivhuset, kan det være, du får udfordringer med at få spist dem alle.

En agurk kan normalt holde sig 6-7 dag ved 10-12 grader og 7-10 dage i køleskabet.

Når du har delt friske agurker ud til venner og bekendte, kan du efterfølgende sylte de andre, enten som agurkesalat, hvis det er salatagurker, du har, eller som cornichoner hvis det er drueagurker, du har.

Agurker kan godt fryses, men egner sig kun til agurkesalat efterfølgende. Skær agurken i skiver og frys den ned. Den optøs i en stærk eddikemarinade, hvilket sylter den.

FAQ

Hvor lang tid tager det at dyrke agurker?

Fra frøet lægges i jorden til det spirer, går der ca. 3 dage. Efter 6-8 uger alt efter vejret, og hvor godt din agurkeplante trives, skulle du gerne kunne høste din første spiseklare agurk.

Hvor mange planter er nok?

Det kommer selvfølgelig an på, hvor mange agurker man spiser. En sund plante er normalt nok til almindeligt hverdagsbrug. Du kan godt regne med at høste mindst 2-3 agurker om ugen.