Dyrkning af løg – Sådan får du succes med at dyrke dine egne løg

Løg er en af de mest alsidige og populære grøntsager i verden. De bruges i madlavningen i de fleste hjem og er en vigtig ingrediens i mange forskellige retter. Løg er en gammel kulturplante, der er blevet brugt helt tilbage omkring 3.000 år f.kr.

Dyrkning af løg kræver en vis viden og opmærksomhed, men det er en relativ nem og overkommelig afgrøde at få succes med.

Læs videre for at lære alt om at dyrke denne velsmagende og lækre grøntsag i køkkenhaven, så du også kan blive selvforsynende med løg.

Valg af løg

Kepaløg er en paraplybetegnelse, der dækker over løg af arten Allium cepa. De fleste løg af dem, vi finder i supermarkedet, er kepaløg. Det gælder fx zittauerløg (gule løg), rødløg, skalotteløg (aflange løg), salatløg og forårsløg. I hver af disse grupper findes der yderligere forskellige sorter.

Når du skal vælge, hvilke løg du gerne vil dyrke, kan du starte med at se på, hvad du skal bruge løgene til.

  • Zittauerløg er det mest almindelige løg. Det findes dog i flere forskellige former; runde, ovale og flade. Det er stærkt med en tydelig løgsmag. Zittauerløg er bedst i tilberedt form, fx i en sovs, som ristede løg, revet i farsretter m.v.
  • Rødløg er mildere i smagen og kan derfor bruges i salater, syltes eller bruges i salsa og chutneys.
  • Skalotteløg er mindre og aflange, mildere, men mere krydret i smagen end almindelig løg. De bruges i saucer og retter som fx bearnaise og risotto.
  • Salatløg er runde som zittauerløg, men hvide løg. Det vil sige, skindet er hvidt, og selve løget er blødere og mildere i smagen end andre løg. Er gode i kartoffelsalat og andre salater, som navnet også fortæller.
  • Forårsløg er oprindeligt et almindeligt løg, som man har forædlet til at producere tykkere toppe og kun et lille løg. De høstes før bundløget udvikler sig. De behøver ikke ret meget tilberedning. De kan også spises rå. Forårsløg bruges i wokretter og salater. Egner sig ikke til at gemme.
  • Hvidløg er ikke et keplaløg, og de dyrkes lidt anderledes end almindelige spiseløg, men de er absolut værd at have i sin have. Hvidløg bruges som et ekstra stærkt krydderi i maden.

Sæt eventuelt flere forskellige løg, også gerne forskellige sorter inden for samme type. På den måde finder du ud af, hvilke løg du helst vil fortsætte med i din have.

Stikløg

Du kan købe små stikløg eller sætteløg i havecentrene, men flere supermarkeder og byggemarkeder har også løg i forårssæsonen. Det er klart det nemmeste at sætte stikløg, når du vil dyrke løg i køkkenhaven.

Løg fra frø

Du kan også så løg fra frø, men det kommer til at tage mindst to år, før du kan høste løgene. Løg fra frø er en omstændig proces, især i det danske klima, da frøplanterne ikke tåler kulde, og det kan være vanskeligt at få løgne til at vokse til en ordentlig størrelse.

Placering af løg

Løg er en ret taknemmelig afgrøde at dyrke. De skal helst stå i fuld sol, uanset om du dyrker dem i højbede eller på friland. Løgene er ikke ret krævende med hensyn til den jord, de dyrkes i. Dog kræver løg meget vand i vækstperioden. Det vil derfor være bedst med en jord, der kan holde på fugten, uden dog at være for våd.

Rødderne på løg ligger i de øverste 20 – 30 cm af jorden. Jorden må derfor ikke tørre ud. Har du en meget sandet jord, kan du med fordel blande godt med kompost i den. Et jorddække af fx halm, græsafklip, efterårets blade vil også være med til at holde på fugten.

Det anbefales, at du ikke dyrker løg og porre det samme sted i mindst 4 år for at forhindre en opbygning af sygdomme i jorden.

Sådan sættes løg i haven

Tjek dine stikløg inden du sætter dem. Løg der er udtørrede eller har grønne spirer kasseres. Den tidlige spiring kan skyldes løgskimmel. Brug kun sunde og faste løg.

Stikløg sættes i april måned, helst når risikoen for nattefrost er ovre. Skulle der komme lidt frost, kan du risikere, at dine løg går i stok.

Når et løg går i stok, sætter den en høj blomsterstængel midt i planten. Løget bruger alt sin energi på at danne blomsten og frøene, og den producerer derfor ikke et løg, der er værd at høste.

En løgblomst er en god fødekilde for bier, sommerfugle og andre insekter, så skulle enkelte af dine løg gå i stok, kan du sagtens lade dem stå.

For at beskytte dine nysatte stikløg fra frost, kan du dække løgene med et lag fiberdug. Fiberdug er også god beskyttelse mod fugle, der kan finde på at hive dine stikløg op for at spise dem.

Hvidløg sættes normalt i oktober, så de kan nå at etablere sig, inden frosten kommer. Du kan også sætte dem i marts og stadig få en fornuftig høst ud af dem.

Sæt dine løg

Grav en rende i jorden i din køkkenhave. Rendens dybde kommer an på dine sætteløgs størrelse. Sætteløget skal gerne lige stikke den tørre spids op ad jorden. Har du en blød og medgørlig jord, kan du sætte dem dybere, så de er helt dækkede.

En tommelfingerregel, når du skal sætte løg, er, at hvis du vil have store løg, sættes de med større afstand, end hvis du vil have små løg. En planteafstand på 6 – 10 cm er meget normalt. Har du flere rækker løg, behøver der ikke være mere end 30 cm mellem rækkerne, men der kan sagtens være mere.

Vand godt, når du er færdig med at sætte løgene. Det er bedre at give en god mængde vand på en gang end at sjatvande.

Pasning af løg

Selvom løg er en forholdsvis let afgrøde at dyrke, er der dog visse ting, der vil hjælpe dig til at få store løg.

Gødning af løg

Har du behandlet jorden i bedet året før med kompost, skulle det ikke være nødvendigt med mere gødning til løgene i den efterfølgende sæson. Løg behøver ikke meget gødning.

Har du ikke gjort noget, kan du give dem noget omsat kompost, når du sætter dem. Hæld for eksempel lidt kompost i bunden af renden, du vil plante løg i, inden du planter dem. Du kan også bruge omsat kompost som jorddække til at holde på fugten.

Lugning af løg

Løgene er ikke vild med konkurrence fra ukrudt. Det er derfor vigtigt, at du luger jævnligt omkring dine små løg. Ukrudt stjæler nemlig vand og næring fra dine stikløg.

Vanding af løg

Har vi en dårlig sommer med lidt sol og varme og meget regn, kan du desværre ikke gøre så meget for at forbedre din løghøst.

Men har vi en god sommer med meget sol og en tør periode, er det vigtigt, at du husker at vande løgene. Især i maj og juni, hvor løget er i vækstfasen. Toppen vokser frem til Sankt Hans, hvorefter løget koncentrerer sig om at vokse selve løget.

Sygdomme og skadedyr i løg

Der er heldigvis ikke mange skadedyr, der angriber løgene.

Løgfluens larve gnaver huller i løget, nede ved roden, men et angreb kan forebygges ved at lave sædskifte, ved at have jorddække, så fluen ikke kan lægge sine æg i løgene og ved at dække løgene til med fiberdug.

Af sygdomme der angriber løgene, er løgskimmel og rust de oftest forekommende.

Løgskimmel ses som en lodden belægning på bladene. Fjern det syge løg, da angrebet kan have arbejdet sig ned i selve løget, og løgskimmel smitter. Løgskimmel spredes i fugtigt vejr. Det forebygges ved at lave sædskifte, sætte løg et solrigt sted, have god afstand mellem rækkerne og fjern ukrudtet.

En anden sygdom der ofte angriber løg, kaldes rust. Rust viser sig som små orange pletter eller plamager på bladene. Hvis rust viser sig i slutning af sæsonen, er det som regel nok at fjerne de angrebne blade. Smid dem ud og ikke i kompostbunken. Rust er svær at forebygge, men sædskifte og fjernelse af syge plantedele kan være med til at begrænse et angreb.

Høst af løg

Du kan høste løgene, når halsen på løgene bliver slap og blød. Det sker gerne i løbet af august. Vent ikke til toppene vælter og er helt tørre, du forlænger deres levetid ved at høste løgene før.

Du høster løgene ved enten at grave dem op. Det er vigtigt, at du tørre løgene, inden du lægger dem til vinteropbevaring, hvis du vil have løg hele vinteren.

Opbevaring af løg

Start med at lægge dem et luftigt og tørt sted, gerne ude hvor brisen kan tørre dem. Har vi en våd sensommer, kan det blive nødvendigt at lade dem tørre indendørs et luftigt sted. Når løgene er helt tørre, kan du flette toppene sammen og opbevare dem et tørt sted vinteren over.

Du kan dog også sagtens spise de friske løg med det samme.

FAQ

Hvor mange løg giver et løg?

De fleste stikløg giver et spiseløg. Skalotteløg og hvidløg giver flere små løg eller fed.

Hvorfor er løgene ikke blevet ret store?

Hvis dine løg ellers er sunde og raske, er det sandsynligvis, fordi de har manglet vand i vækstperioden, eller der har stået for meget ukrudt omkring dem. Prøv at være mere flittig med vanding og lugning, næste gang du vil dyrke løg.