Dyrkning af rabarber – Sådan dyrker du rabarber i haven

Noget af det første der dukker op i køkkenhaven om foråret, er rabarberplanten. Dens knaldrøde skud bryder frem af den mørke jord og skaber forventninger om dejlige sommerdage. De nye skud vokser sig store, og rabarberplanterne kæmper om, hvem der har de største blade.

Rabarberens røde stængler kan bruges til rigtig mange ting, og du vil glæde dig over den, hver gang du høster de mange stilke. Du kan høste rabarber to gange, fra det tidlige forår til den tidlige sommer og igen i sensommeren.

Rabarber smager dejligt i mange sammenhænge. I det søde køkken kan den fx bruges til rabarbertærter, rabarbersaft og rabarberkompot. I det salte køkken kan du bruge rabarber til chutney og relish.

Læs med i vores guide til dyrkning af rabarber, hvis du gerne vil have planten i din have, og snart vil du også dyrke rabarber med succes.

Valg af rabarbersort

Der findes mange forskellige sorter af rabarber, søde og sure rabarber, tidlige og sene rabarber, jordbærrabarber og vinrabarber. De er alle forskellige, selvom det nogle gange kan være svært at se forskel på to sorter.

Alle rabarbersorter indeholder æblesyre som er det, der giver den syrlige smag, og oxalsyre som er det, der får tænderne til at føles ru, når man har tygget på en rabarberstængel.

Når du skal vælge, hvilken sort du vil have i din have, er det en god idé at tænke på, hvad du oftest vil bruge den til. Vil du have dine rabarber så søde som muligt, kan du vælge en sort med forholdsvis lavt indhold af oxalsyre og æblesyre. Hverken oxalsyre eller æblesyre er farlige at spise i mindre mængder.

Skal de i fryseren eller koges til saft, er det værd at vælge en sort, der giver mange tykke stængler. Stænglernes farve kan også veksle fra stærkt røde til grønne.

Det er også værd at overveje, hvor meget din rabarberplante må fylde. De store sorter kan nemt brede sig over en kvadratmeter eller mere, mens de mindste kun fylder det halve.

Placering af rabarberbed

Rabarberplanter kan trives både i fuld sol og halvskygge. De foretrækker dog en solrig og vindstille placering. Men da de fylder forholdsvis meget og har store blade, giver de meget skygge, pas derfor på med at plante noget andet for tæt på.

De kan stå i næsten alle typer jord, men allerhelst en næringsrig jord, der ikke er for våd. Vælg også gerne et sted, hvor du ikke har haft rabarber i haven før, i tilfælde af de gamle planter har været angrebet af virus. En placering tæt på kompostbunken sikrer at planten altid har en god og næringsrig jord at vokse i.

Plantning af rabarber

Du kan vælge at dyrke dine rabarberplanter fra frø. Du skal dog væbne dig med tålmodighed, før du kan høste. Planten har brug for at vokse sig stor og etablere sig, så der kan nemt gå op til 4 år, før de er høstklar.

Du kan også vælge at købe dine rabarber i en planteskole eller høre venner og bekendte, om de har en knold, du må få. Rabarberplanter kan nemt deles om efteråret til nye planter. Hvis din plante trives, vil du kunne høste fra den i mange år.

Hvornår kan du plante rabarber?

Du kan plante rabarber om efteråret og om foråret. Hvis du sætter planten om foråret, er det en god idé at vande den ofte den første sæson. Det er også bedst at lade den få fred den første sæson. Hvis du ikke høster rabarber det første år, giver du planten tid til at etablere sig, og du kan høste rabarber året efter i større stil.

Sådan planter du rabarber

Før du planter rabarber, er det vigtigt at fjerne alt flerårigt ukrudt, fx mælkebøtter, bynke, skvalderkål, skræppe mv. fra bedet. Rabarberen er ikke vild med konkurrencen fra sådanne planter.

Har du købt din rabarber i et plantecenter, eller har du fået en klump fra en anden haveentusiast, er det en god idé at sætte den i en spand vand en halv times tid, før den skal plantes.

Grav et hul der er godt stort til rabarberknolden. Grav dybt nok til at du kan løsne og blande en god gang omsat kompost i jorden, så planten får en god næringsholdig jord at vokse i.

Når du planter rabarber skal de kun plantes så dybt, at knopperne kun lige er dækket af et lag jord. Vil du have flere planter i samme bed, plantes de med rigtig god afstand, så planterne står uden deres blade røre hinanden.

Giv godt med vand efter du har plantet rabarber. En rabarber er en tørstig plante, så har du plantet rabarberne om foråret, er det bedst at blive ved med at vande grundigt mindst en gang om uge hele sæsonen, med mindre det regner meget.

Rabarber i krukke

Du kan godt plante rabarber i krukker eller have dine rabarber i højbed. Her er det dog en god idé at vælge en af de mindre sorter, da de store planter vil kræve for meget plads.

Vælg en god stor krukke. Rabarberens rod er en klump hårde knolde, der ligger forholdsvis tæt på overfladen. Krukken behøver derfor ikke være mere end omkring 50 – 60 cm høj, afhængigt af hvilken sort af rabarber, du har valgt. Husk at der skal være hul i krukken, så overskydende vand kan løbe fra.

Pasning af rabarber

Det er forholdsvis nemt at have rabarber i haven. Den kræver ikke meget pasning. Godt med vanding i tørre perioder og godt med kompost i det tidlige forår, når frosten er gået af jorden.

Rabarberen vil gerne have meget næring, så gød gerne igen til Sankt Hans når du er færdig med at høste den første omgang rabarber. Gød en sidste gang i september efter årets sidste rabarber er høstet.

Du kan gøde med organisk materiale, det vil sige, det du henter fra komposten, eller køber som piller i havecentrene. Fordelen ved den type gødning er at næringsstofferne bliver frigivet over længere tid.

Husk at rabarber i krukker skal have ekstra vand, da de jo er begrænsede af krukkens størrelse. De skal også have mere kompost end planterne i haven.

Fremdrivning af tidlige rabarber

Hvis du vil fremrykke tidspunktet, hvor du kan høste de første sprøde og spiseklare stilke, kan du drive dem frem.

Det er solmængden og temperaturen, der er med til at bestemme, hvornår knolden vågner. Så for at drive rabarber tidligt frem kan du sætte et lille drivhus over dem i det tidlige forår.

De små rabarber vil så begynde at titte frem, og du kan høste de første rabarber i små mængder. Planterne sætter nye skud, så du også vil kunne høste rabarber senere på året.

I løbet af maj måned kan din plante finde på at skyde med en blomst. Du kan vælge at fjerne din rabarberblomst, da den vil nedsætte mængden af stilke, du kan høste. Hvis du ikke har brug for mange rabarber, kan du også lade den stå, da den er god for insekterne.

Rabarberplanter arbejder sig op ad jorden med tiden, så deres rodknold kommer til at ligge meget udsat. Det kan derfor være en god idé at grave dem op og plante dem dybere igen. Dette gøres bedst om efteråret.

Du kan flytte rabarber, hvis dine planter står et dårligt sted, hvor de ikke trives. En flytning af rabarber er også bedst at gøre om efteråret. Rabarber behøver ikke beskæring. Fjern de døde blade om foråret, og det er det.

Rabarberhøsten

Vent med at plukke din første høst af rabarber til året efter, du har plantet din plante. Den har brug for tid til at etablere sig.

Du kan høste dine rabarber fra omkring april, tidligere hvis du har valgt at drive dem frem, og frem til Sankt Hans. Derefter har planten brug for en pause til at forny sig, hen over sommeren.

Du kan få endnu en høst rabarber i sensommeren fra august til september, hvorefter planten skal have ro til at samle kræfter til næste sæson.

Du høster stænglerne ved at trække i dem en ad gangen stille og roligt. De skal slippe nede ved roden. Pas på at du ikke trækker hjerteskuddet med.

Det er vigtigt, at du ikke skære dem af, da planten ikke sætter nye stængler, hvis der sidder en stump tilbage. Skær bladene af dem kan du ikke spise. Bladene har et større indhold af oxalsyre end stilkene.

Når du høster rabarber, må du ikke tage alle stilkene på planten. Høst højest ¼ af planten, så den stadig har blade til at lave fotosyntese med.

Sygdomme og skadedyr

Der er heldigvis ikke mange sygdomme og skadedyr, der går på rabarber. Planterne kan blive angrebet af snegle og andre små skadedyr, der gnaver af blade og stængler. Men det er ofte kosmetiske skader.

Af sygdomme findes der flere vira, der kan angribe planterne. Det er derfor, det er bedst at undgå at plante rabarber, hvor der har stået rabarber før. Et angreb viser sig som lyse pletter på bladene. Det bedste du kan gøre, hvis rabarberne er blevet angrebet, er at fjerne dem og plante nye et andet sted.

Formering af rabarber

Rabarber kan formeres både med frø, der høstes fra rabarberblomsten, og ved deling af rodknolden. Hvis du formerer fra frø, forvent at det tager nogle år, inden du kommer til at spise rabarber fra haven.

Det nemmeste er helt klart at lave en deling af rabarber, når du vil have nye planter. Grav knolden op om efteråret, når den er gået i dvale. Undersøg den så du ved, hvor knopperne sidder.

Hak knolden over med en spade, så der er en knop og et godt stykke rod på hver nye stykke. Plant de nye rabarber et andet sted, end hvor de gamle stod for at undgå sygdomme.

FAQ

Hvornår høster man rabarber?

Du kan høste fra omkring april til Sankt Hans, så har planten brug for et pause. Du kan høste årets sidste rabarber i august - september. Hvorefter planten skal samle kræfter til den kommende vinter.

Er det farligt at spise rå rabarber?

Rabarber er kendt for deres indhold af oxalsyre. Det er det, der giver ru tænder, når vi spiser rå rabarber. Oxalsyre er ikke sundt i større mængder, men et normalt rabarberforbrug burde ikke give problemer.