Søde kartofler vokser normalt i et varmt klima, men med lidt held og snilde, kan du godt lokke dem til at give et fint udbytte på vores breddegrader. Det giver god mening, da søde kartofler er dyrere at købe end almindelige kartofler og jordskokker.
Derudover er det sjove ved at avle sine egne grøntsager altid, at du har mulighed for at få andre varianter end dem, du finder hos grønthandleren. Søde kartofler kan både være orange, gule, hvide og lilla og har forskellige tekstur alt efter farven.
Sød kartoffel er en slyngplante, der stammer fra Sydamerika. Den er i familie med snerlen og altså slet ikke almindelige kartofler på trods af navnet, og dens knolde er da også faktisk en fortykkelse af plantens rødder.
Det betyder dog ikke noget, så længe de smager godt: Søde kartofler har en mere nøddeagtig smag, indeholder mere sukker end almindelige kartofler og lige så meget stivelse.
Selvom planterne stammer fra et varmt miljø, kan du få sorter, der er udviklet, så de bedre kan klare vores koldere klima. De vil dog typisk være udviklet til at kunne blive dyrket i det nordlige USA, hvor deres somre dog er varmere end vores.
Plantning af søde kartofler
Hvis du vil have succes med at avle søde kartofler, skal du først vælge den rette placering. Det bedste er, hvis du har en ledig plads i drivhuset. Der vil de have det varmt, som de er vant til. Du kan sætte knoldene i en plantesæk, en krukke eller hvordan det ellers passer i dit drivhus.
Har du ikke en ledig plads i drivhuset, kan du godt have held med at dyrke søde kartofler på friland. Det er en god ide, at du forbereder jorden i marts eller april, hvor du blander noget kompost, der kan gøde jorden i.
Planterne foretrækker en næringsrig jord. For at sikre, at knoldene får det varmt nok, bør du dække dem over med fiberdug eller plast.
Du kan også sætte søde kartofler i en mistbænk, en krukke eller et højbed. Alle tre hjælper med at få en varmere jord, men du skal også være ekstra opmærksom på at vande kartoflerne. En flytbar beholder er den mest fleksible løsning, da den giver dig mulighed for at flytte planten alt efter vejret.
Dyrkning fra stilk eller knold
Udover at sød kartoffel har et stort behov for varme, er den også rimelig lang tid om at udvikle sig, 90-120 dage. Du skal derfor i gang med at forspire den allerede i marts eller april, så den kan blive plantet ud i slutningen af maj eller starten af juni. Nattetemperaturen skal være mindst 13 grader og dagtemperaturen mindst 15, før du kan sætte søde kartofler ud.
Når du dyrker søde kartofler, lægger du ikke bare knolden ned i jorden, som du gør med andre kartofler. I stedet skal du dyrke dem fra de stiklinger, der skyder ud fra kartoflerne. Dem kan du købe på nettet og derefter plante i en beholder, eller du kan selv få dem til at skyde fra en sød kartoffel.
Hvis du selv vil tage stiklinger fra søde kartofler, er det bedst, at du køber nogle særligt til formålet. Dem, du køber hos grønthandleren, er typisk sorter, der er tilpasset et varmere klima.
Bruger du søde kartofler fra almindelig dagligvarehandel, skal du også være opmærksom på, at søde kartofler ofte bliver behandlet med et middel, så de ikke spirer. De skal derfor vælge økologiske.
Du sætter de søde kartofler i et glas vand eller direkte i en potte med jord i vindueskarmen. Vil du have flere ud af den samme knold, kan du skære den over.
Dyrker du i et glas vand, skal du sætte kartoflen over i en potte, når den er spiret, så den kan slå rødder i jorden. Efter seks til otte uger vil dine små planter være 15 til 30 centimeter høje og er klar til at blive plantet ud. Det handler derfor om at time det med det rette tidspunkt at sætte dem ud på.
Inden du planter dine knolde ud, bør du vænne dem til at være udenfor. De er jo vant til at have det varmt inden døre. Sæt dine søde kartofler ud om dagen, når det er solskin og tag dem ind om aftenen.
Vælg den rette sort
Det er vigtigt, at du sørger for at vælge den rette sort af søde kartofler. Du kan ikke bare købe nogle hos grønthandleren eller i supermarkedet og plante ud, som du kan med jordskokker og kartofler. Du er nødt til at være sikker på, at det er en sort, der kan klare vores koldere klima, så du kan få et stort udbytte. Gode sorter at avle i Danmark er:
-
Carolina Ruby
Denne sort af søde kartofler er meget velegnet at sætte i Danmark. Carolina Ruby kan klare det kolde klima og har den orange farve, som vi normalt forbinder med søde kartofler.
-
Beauregard
Denne sort af søde kartofler er med held blevet dyrket i Norge, hvorfor den også er perfekt at avle herhjemme. Planten er kun 90 dage om at udvikle sig og har også flot orange frugtkød.
-
Georgia Jet
Denne sort af søde kartofler er også kun 90 dage om at udvikle sig og er avlet med henblik på at kunne gro i det nordlige USA. Har rødt skin og orange kød.
Pasning af søde kartofler
At vælge den rette sort og plante stiklingerne på det rette sted i jorden er næsten den besværligste del af dyrkning af søde kartofler. Når du først har etableret kartoflen, kræver den ikke meget pasning. Hypning, som du skal være opmærksom på ved andre kartofler, er ikke noget, du behøver at bekymre dig om.
Det samme med at gøde, der bare vil få planten til at sætte fokus på bladene og ikke udvikle de lækre søde kartofler. Som nævnt er det dog en god ide at gøde jorden med almindelig kompost, inden du planter dem.
Søde kartofler kan godt klare rimelig tørre somre, men kræver meget fugt for at give et stort udbytte i en ordentlig størrelse.
Du bør derfor vande hyppigt. Er det en regnfuld sommer, bør du dog også være opmærksom på, at søde kartofler ikke har godt at soppe i vand. Har du mulighed, bør du derfor flytte dem under et halvtag, så du selv kan styre mængden af vand.
En anden detalje, som du bør være opmærksom på, når du dyrker søde kartofler, er, at det kan blive nødvendigt at binde dem op. Da den er en slyngplante, udsender den lange, kravlende tråde hen ad jorden. Har du ikke så meget plads, kan du binde dem op i et stativ. Du bør være forsigtig med at klippe dem helt af.
Høst og opbevaring
Søde kartofler er klar til høst 90 og 120 dage efter plantning. En god test er at høste et par stykker 90 dage efter plantning og vurdere, om de har den rette størrelse. Har de det, kan du høste resten, har de ikke, bør du vente lidt længere med at høste dem. Dog ikke længere end 1. oktober, da risikoen for frost stiger, og det vil ødelægge knoldene, hvis det bliver for koldt.
Du bør være meget forsigtig, når du tager søde kartoflerne op, da deres skind er sart. Vil du opbevare dem i længere tid, kan du med fordel hærde skindet ved at lade dem ligge på et solrigt og tørt sted i 10-14 dage. For eksempel på et havebord under et udhæng. Kartoflerne må ikke røre ved hinanden. Efter 10-14 dage kan du mærke, at skrællen på kartoflerne slet ikke er så tynd længere.
Har du høstet flere, end du kan bruge, er opbevaring på et tørt og køligt sted, hvor temperaturen er 10-15 grader at foretrække. Du bør ikke komme dem i køleskabet.
Som nævnt indeholder den søde kartoffel meget sukker og har en nøddeagtig smag, som både børn og voksne plejer at være vilde med. De kan bruges som tilbehør til kød, for eksempel som pomfritter, mos eller i en wokret, suppe eller tærte, hvor de giver noget fylde, da de indeholder meget stivelse.
Skadedyr og sygdomme
Da søde kartofler ikke er en hjemmehørende plante, er der på nuværende tidspunkt inden sygdomme eller skadedyr, der er “specialiseret” i den. Den kan dog godt blive ramt af bladlus og gammauglelarver. I drivhuset vil den også kunne blive ramt af væksthusspindemiden og væksthusmellus.
Dyrker du søde kartofler på friland, vil du også kunne opleve problemer med mus, rådyr og andre dyr, der gerne spiser knoldene eller planten over jorden.
Det største problem ved dyrkning af søde kartofler er dog, at de har brug for meget varme. Har de det for koldt, vil du ikke få et så stort udbytte. Derudover er det vigtigt, at du sørger for, at de får meget fugt, men heller ikke for meget, da det hjælper til at udvikle den søde kartoffel.
FAQ
Hvordan dyrkes søde kartofler?
Søde kartofler dyrkes fra stiklinger. De har det bedst i drivhus, men kan også vokse på friland. Søde kartofler har brug for varme, så sørg for at vælge de rette sorter, f.eks. Carolina Ruby.
Hvor kommer sweet potatoes fra?
Sweet potatoes eller søde kartofler, som vi kalder dem på dansk, kommer oprindeligt fra Sydamerika. De er derfor vant til et varmt klima, men kan godt gro i Danmark. F. eks. i drivhus.