Eftersåning af græs → Derfor bør du efterså græsplænen årligt

Kæmper du med gule og bare pletter på græsplænen? Eller måske din plæne er angrebet af mos og ukrudt? I begge tilfælde kan du komme problemet til livs ved at foretage eftersåning af græs i haven.

I denne artikel kan du blive klogere på alt, der har med eftersåning at gøre – såsom hvorfor det er nødvendigt, hvordan du eftersår græs og hvornår det er bedst at foretage eftersåning. Læs med, og få en flottere og mere grøn græsplæne i fremtiden!

Derfor bør du efterså græsplænen

Der er mange årsager til, at du bør prioritere at efterså din græsplæne. Helt overordnet resulterer det i en slidstærk plæne, hvorfor det forskønner græsplænen i længden, så du fremadrettet ikke skal bekymre dig om gule pletter, bare områder eller dødt græs. I stedet kan du blot kigge ud på en grønt og flot græsplæne.

Plænen får desuden lettere ved at modstå mos, ukrudt o.l., da det i stedet er græs, der skyder frem og optager næring fra jorden. Du skal ej heller være så nervøs for, at diverse sygdomme, eksempelvis sneskimmel, angriber græsset.

 

Mange tror fejlagtigt, at man først skal så nye græsplanter, og dermed forny plænen, når der er tale om mosfyldte græsplæner, at den eksisterende plæne består af tørre planterester, der er bare pletter overalt e.l. 

Men faktisk kan du med fordel plante nye græsfrø regelmæssigt. På den måde undgår du at stå med en grim og kedelig græsplæne fyldt med døde græsplanter. Tænk derfor gerne eftersåning ind hvert år eller hvert andet år. På den måde får du en tæt plæne, hvor der altid er nyt græs, som er modstandsdygtigt overfor sygdomme og som mindsker mængden af ukrudt, mos o.l.

Sådan eftersår du græs

Er du ikke helt bekendt med, hvordan du foretager en eftersåning? I så fald skal du blot følge nedenstående guide. Vi vejleder dig nemlig til en vellykket eftersåning, så det nye græs får de bedste betingelser for vækst, og du dermed kan holde plænen tæt og grøn – både på den kort- og langsigtede bane.

  • Fjern alle visne blade, grene o.l. i haven, så du kan køre over græsset uden at støde på andre objekter
  • Klip græsset med din plæneklipper – gerne i en længde omkring 3 til 4 cm. Du bør aldrig klippe græsset kortere, da ukrudt og mos får lettere ved at overtage plænen
  • Benyt en vertikalskærer / plænelufter til at fjerne al mos og ukrudt, samt at lave mindre huller i jorden. Dette sikrer, at næring og vand lettere kan trænge ned til rødderne
  • Riv overskydende mos, græs, jord o.l. væk fra plænen, så den har en flot og ensartet overflade
  • Benyt en omgang topdressing til at gøre overfladen plan, hvis denne har ujævnheder, eller til at fylde eventuelle huller (ikke dem du selv har lavet med din plænelufter). Topdressing garanterer bedre vækstforhold for de nye græsfrø og tilfører næring til græsplænen
  • Vær sikker på, at du har købt de bedste græsfrø til din plæne, som består af en græsblanding af mere end 3 til 4 græsarter. Dette sikrer en bedre modstandsdygtighed, end hvis du kun bruger én slags græsfrø – og så får mos og ukrudt sværere ved at trænge igennem. Se vores guide til køb af græsfrø her
  • Så er det tid til selve eftersåningen af græsplænen. Dette kan gøres manuelt, med en gødningsspreder e.l. Det er helt op til dig selv, hvad du foretrækker. Det vigtigste ved eftersåning er, at du sørger for en jævn fordeling af frøene. Du kan f.eks. med fordel bevæge dig både på langs og tværs af græsplænen
  • Som sidste led i eftersåningen kan du med fordel give græsplænen lidt gødning. Dette gælder især særligt beskadiget græsplæner med mange bare pletter. Mere næring er nemlig blot til græssets fordel, da det sikrer ekstra grokraft. Sørg for, at du finder en plænegødning, der passer til din græsplænes behov

Så mange græsfrø skal du bruge til eftersåning

Normalt siger man, at der skal bruges mellem 1 og 3 kg græsfrø pr. 100 m2 græsplæne. Vi vil dog altid anbefale dig at læse, hvad der står på det enkelte produkt, før du kaster en vis mængde græsfrø ud over din plæne. På den måde kan du være sikker på, at du hverken får spredt for mange eller for få frø.

Hurtig eftersåning af græsplænen

Synes du, at den ovenstående proces lyder meget omstændig og som mere, end du lige har overskud til hvert år? I så fald kan du plante nye græsfrø på en mere enkel måde. Det sikrer ikke det samme gode resultat, men er stadig en bedre løsning, end blot at lade sin græsplæne forfalde år efter år.

Du kan vælge at skippe alle de indledende trin, og hoppe direkte til eftersåning af græs. Dette gælder især, hvis græsplænen allerede har gode mængder grønt græs på sig. Vi vil anbefale dig at vente til jordtemperaturen når over 7 grader, da græsfrø vokser bedst i lun jord. Samtidig bør du foretage eftersåning i tørt vejr, så regnen ikke skyller frøene væk fra det område, som du har plantet dem i. Det må gerne have regnet dagen før e.l., så jorden er fugtig og mere modtagelig.

Hvornår skal jeg efterså min græsplæne?

Eftersåning foretages normalt i løbet af foråret eller efteråret. Det skyldes, at der i disse perioder er de bedste betingelser for vækst for græsfrøene, da jorden er lun og fugtig. Vi vil derfor anbefale dig at efterså plænen i perioden april-maj eller august-september.

Gør du det i højsommeren, risikerer du, at jorden er for tør til, at frøene vækster. Det er ikke et decideret problem, da græsfrøene ofte blot vil gå i dvale indtil de har bedre vækstbetingelser. Men du risikerer, at fugle når at spise de nye frø i mellemtiden – og så skal du bare til at plante nye græsfrø om igen.

Det kan ej heller anbefales, at du begynder på eftersåning af græs senere end september. I så fald vil vind og regnvejr kunne flytte for meget rundt på græsfrøene. Samtidig er det ikke sikkert, at de vil nå at vækste optimalt før vinteren.

Hvilken gødning til græsplænen?

Vil du sikre græsset og de nye planter de bedste vækstbetingelser? I så fald skal du benytte dig af en god plænegødning, da dette vil sikre ekstra næring til græsplanterne. Gødningen skal gerne indeholde de næringsstoffer, som din plæne har brug for.

De fleste græsplæner har godt af NPK gødning, da denne blanding indeholder en god blanding af de vigtigste næringsstoffer, som mange plæner mangler: nitrogen, fosfor og kalium.

Er din græsplæne allerede pæn og grøn, kan du eventuelt nøjes med at benytte topdressing i forbindelse med eftersåning. Topdressing garanterer også næring til plænen.

Husk at passe på de eksisterende græsplanter for en slidstærk græsplæne

Som nævnt tidligere, behøver du ikke blot at se eftersåning af græs som en løsning, når græsplænen er fyldt med bare pletter. Du kan med fordel gøre det til en fast tradition. Man kan nemlig ikke undgå, at græsplanterne med tiden vil blive ældre, og dermed mindre modstandsdygtige. Det er således en god ting at have græsfrø af forskellig alder plantet på græsplænen.

Derudover gør det også en tæt klipning mulig, så græsset står grønt og skarpt hele året. Du mindsker desuden mængden af ukrudt, mos, mælkebøtter o.l. på din græsplæne, når du regelmæssigt planter nye frø.

Læs vores guide til, hvordan man bedst passer på sin plæne og dermed får en perfekt grøn græsplæne, hvis du vil have mere inspiration til, hvordan du plejer græsplænen.

Sådan får du en plan græsplæne

Det kan være svært at få en flot græsplæne, hvis der er dyrehuller eller en ujævn overflade overalt i haven. Heldigvis kan vi hjælpe dig med at komme problemet til livs – og endda uden at det kræver for meget af dig.

Du kan nemlig benytte dig af noget så simpelt som topdressing til at udjævne plænen og fylde huller op igen. I vores artikel om udjævning af græsplænen kan du læse alt, der er værd at vide om denne arbejdsproces.

FAQ

Hvorfor skal man efterså sin græsplæne?

Du bør efterså din græsplæne hvert år eller hvert andet år for at sikre en optimal græsbevoksning i haven. Det er bedre at efterså frem for at skulle redde plænen, når den er blevet ødelagt og gold.

Hvordan eftersår jeg bedst græsplænen?

Du skal bl.a. efterse og klargøre plænen med en vertikalskærer, topdressing o.l., før du påbegynder eftersåning. Læs en udførlig guide til, hvordan du eftersår græsplænen i denne artikel.

Hvilke græsfrø skal jeg bruge til eftersåning af græs?

Det vigtigste er at finde en variant, der passer til din have. Spørg eventuelt en forhandler til råds, hvis du er i tvivl. Husk, at blandingen bør indeholde flere forskellige typer af frø.

Kan græs sprede sig?

Ja, græs kan sagtens sprede sig, hvilket du kan se, hvis du blot lader det passe sig selv i længere tid. Du opnår dog de bedste resultater, hvis du holder græsplænen vedlige regelmæssigt