Kartofler i spande – Sådan dyrker du kartofler i spande

Årets første små nye kartofler blot dampet kort og trukket i gryden med en urt, salt og en god klat gult smør på smeltende nedover, så forstår man kartoflens fortræffeligheder til fulde.

Én af de nemmeste og mest tilgængelige måder at få disse jordens juveler er ved at dyrke kartofler i spande.

Dyrk kartofler på altanen, på terrassen, i drivhus, i baggården, i vindueskarmen, på fortovet – ja, alle steder, der kan stå en spand. Tilføj blot jord, vand, sol og kærlighed og bliv belønnet med ét af naturens simple vidundere.

Valg af spand

Kartofler kan dyrkes i stort set alle slags beholdere, du har, men forskellen ligger i hvad du drømmer om din kartoffelplante skal præstere, og hvordan din dyrkningsplads er indrettet.

Kartoffel, solanum tuberosum, er en flerårig urt fra Andesbjergene, men da den ikke tåler frost, er den ét-årig hos os. Men det betyder at selvom man høster fra den, vil den blive ved med at vokse videre. Derfor kan man høste flere gange på samme plante og derfor kan det være en fordel at vælge en beholder, hvor man nemt kan høste de største kartofler uden at rive hele planten op med rode og lade den fortsætte med at producere nye knolde.

Man kan enten vælge at købe en kartoffelpotte, der er beregnet til dette formål. Den består af to potter, hvor den inderste potte har huller i, så man kan trække potten op, høste kartofler og sætte den ned igen til videre dyrkning.

Man kan også lave én selv af to éns spande, hvor den inderste skæres huller i. Den skal blot ikke være gennemsigtig for at undgå grønne kartofler. En god størrelse er 12L og her kan lægges mellem 1-3 kartofler. Ønsker man store kartofler lægges 1 og ønskes mange små lægges 3.

Mellem de to spande lægges gerne et par sten, så den inderste spand løftes fra op fra bunden og skaber et rum mellem de to bunde til vand. Både så planten ikke står under vand, da det er svært at se om man overvander, men også så den er nemmere at skille ad, når man skal lure på, hvordan de små knolde udvikler sig og om de snart er store nok til ens yndlingsret.

Man kan også nøjes med en enkelt potte og enten skære en “låge” i eller være meget forsigtig når man skal høste de hjemmedyrkede kartofler.

Forspir kartoflen

Vil man give kartoflerne et godt forspring er det en god idé at forspire kartoflerne. Læg kartoflerne enten løst i en bakke, men allerbedst i æggebakker med lidt fugtigt jord i bunden og øjnene pegende opad.

Ud af øjnene kommer de små grønne spirer og i bunden vil kartoflerne sætte stærke, hvide rødder.

Placér bakkerne i et lyst og køligt rum, ikke i direkte sol og ikke ved stuetemperatur. Hvis der er misforhold mellem lys og temperatur, dvs. det er for varmt i forhold til lysstyrke, vil spirerne strække sig mod lyset, blive lange blege og vil knække, når de lægges.

En god temperatur er 10-12 grader, ikke under 8 og ikke over 15. Dvs. en lys udestue, en bagtrappe eller lignende vil fungere godt.

Hvornår skal de forspires?

Tidspunktet at starte afhænger af hvornår du ønsker at høste de første kartofler. Vil du have meget tidlige kartofler, dvs. høst i start juni, kan man sætte kartofler til forspiring omkring februar-marts. Ellers venter man blot.

Vælger man at deltage i ræset om kvarterets første kartofler, skal man blot være opmærksom på de fleste læggekartofler først sættes i handlen fra marts af. Så vil man være den første kan det være en fordel at bestille dem over nettet.

Det er en mulighed at bruge egne læggekartofler, men det er vigtigt at vide at spisekartofler ikke dyrkes sygdomsfri. Det er kedeligt at bruge tid på at dyrke sine egne guldklumper og de så bærer sygdomme med sig, der kan rydde hele høsten.

Da kartofler er i familie med tomater og auberginer, kan de samme sygdomme rydde høsten hos dem også. Så det mest sikre er at købe læggekartofler.

Mange små eller få og store

Ønsker man mange og små kartofler udvælges de kartofler med mange spirer – og omvendt. Man kan også styre processen ved at forspire et koldt sted mellem 8-11 grader, så kommer der få spirer. Forspires der lunere mellem 12-15 grader, kommer der flere spirer og derved flere små.

Dyrk kartofler i en spand

Når spirerne er ca. et par centimeter og er korte, friske og grønne er de forspirede kartofler, klar til at blive lagt i jorden ca. i marts-april. Det tager ca. 3 uger.

Forbered spanden ved at lægge et godt lag næringsfuld jord, gerne med kompost eller gødning og ikke spagnum, i bunden af din valgte beholder.

Herefter lægges 1-3 kartofler på jorden med spirerne opad og plantens rødder nedad og fyld jord på i et tyndt lag.

Da kartoflerne nu dyrkes uden lys kan de opstartes indenfor.

At hyppe kartofler i en spand

Når kartoffelplanterne skyder gennem jorden dækkes med lidt mere jord. Processen gentages indtil pottens top er nået. Dette er som at hyppe kartoflerne i et traditionelt bed.

Det er vigtigt at kartoflerne ligger et stykke under jordens overflade, så de ikke lægger sig i toppen og man får uspiselige grønne kartofler.

Bruger man en havejord hjælper dette også til at kvæle ukrudt indtil planten selv dækker jorden.

Beskyt planten med frost

Kartofler kan ikke tåle frost, så har man startet tidligt kan man fortsætte dyrkningen under en beskyttende glasflade, enten i dit drivhus, et vindue henover eller klar plast.

Fælles for dem alle er at planten helst ikke må røre overfladen, da den ellers kan blive “svedet” af kulde.

Har man ikke de muligheder, tages blot spandene for nattens kulde.

Er uheldet ude og plantens top får frost, får den sorte pletter, men kan som regel godt dyrkes videre. Giv den blot lidt kærlighed.

Dyrk et lunt sted med rigeligt vand

Når risikoen for frost er ovre så sæt spandene et solrigt sted. Henover foråret sørger man for at holde jorden fugtig og ikke våd. Det er vigtigt for at få tidlige knolde.

Undgå kartoffelskimmel

Kartoffelskimmel kan næsten ikke undgås, men der er en række ting, man kan gøre for at forhindre dens fremmarch så meget som muligt.

Brug købte læggekartofler, forspirede kartofler, ikke sur jord og sæt under halvtag, hvis du dyrker dem på en altan, da sporerne spredes gennem regnfuldt vejr.

Er uheldet ude som regel i juni-juli, og planten begynder at få gråsorte pletter på bladene, så klip straks hele toppen af i jordhøjde og smid den i skraldespanden.

Lad kartoflerne blive i jorden og modne til du er klar til at til at spise dem.

Beskær ikke toppen

Kartoffelplanter i potter kan blive meget store og flotte, men beskær dem endelig ikke, da det er toppen planterne henter solenergi fra.

Nyd blot at kartoffelplanter faktisk er meget smukke planter, og ikke blot bør dyrkes i en køkkenhave.

Sådan høster du kartofler fra en spand

En gammel tommelfingerregel siger at når kartoffelplanterne blomstrer er kartoflerne klar til høst.

Fordelen ved at dyrke kartofler i spand er at man løbende kan løfte og kigge, så man selv kan vurdere, hvilken størrelse, man ønsker de nye kartofler.

Men det bedste er at når man har pillet de største knolde fra, kan kartoffelplanten vokse videre og blive ved med at give dig friske kartofler så lang tid sæsonen tillader det.

Når man skal høste kartoflerne, løftes inderpotten eller planten op, bræk forsigtigt de udvalgte kartofler ud, sæt planten tilbage og vand planten.

Hvornår er kartoflerne klar til høst?

Man kan høste kartofler fra de tidlige sorter allerede fra start juni, ellers fortsætter planten bare med at producere større og større knolde, men høst første gang senest sidst på sommeren.

Det tager ca. 80-100 dage fra kartoflerne er lagt til de er klar til høst alt efter sorten.

Kan man gemme kartoflerne?

Fordelen når man dyrker kartofler i beholdere er man få tidlige kartofler flere gange om året, helt friske. Men høster man alle kartoflerne og er der for mange til at blive spist med det samme, kan de som andre hjemmedyrkede kartofler høstes, helst i tørt vejr, lægges til tørre i solen et par timer og derefter gemmes knoldene i et køligt og mørkt rum.

Kan man få planterne til at overleve flere år?

Det største eksperiment man kan kaste sig ud i med dyrkning af kartofler i beholdere er om man kan give sine planter de rette frostfri betingelser, så de reelt bliver flerårige. Spanden er det bedste bud. Så nyd at dyrke dine egne kartofler måske for evigt?

FAQ

Hvor mange kartofler pr. spand?

Afhængigt af størrelsen på din spand, lægges 1-3 kartofler pr. spand. Jo mere plads og jord de har, jo flere kartofler vil hver plante producere.

Hvor tit skal kartofler i spand vandes?

En god tommelfingerregel er at vande dem et par gange om ugen med ca. 15mm vand. Kartofler bliver følsomme overfor skurv, hvis de ikke får nok vand. Men de kan også få for meget vand, så husk at indlægge sten til dræn i bunden af spanden eller mellem ydre og indre spand.