Klipning af bøgehæk – Sådan vedligeholder og klipper du din bøgehæk

Er du en af de mange danskere, der har valgt at have en bøgehæk i din have, ved du, hvor frodig og flot den står gennem hele sommeren, og hvordan dens visne, orange blade lyser op om vinteren.

Men ved du også, hvordan du klipper din bøgehæk? Hvornår det optimale tidspunkt er? Læs med i min guide om klipning af bøgehæk og bliv klogere på, hvordan du får den flotteste hæk og en tættere hæk.

Må jeg klippe min hæk, som jeg vil?

Både ja og nej. Det kommer an på, hvor din hæk står. Har du hæk ud til et fortov, kan du for eksempel ikke bare lade blive så bred, at den vokser ud over fortovet.

Hegnsloven siger, at din hæk ikke må vokse ud over skellinjen. Kommunen kan derfor forlange, at du klipper din hæk ind, hvis den har vokset sig for bred.

Men du kan selv bestemme højden på hækken, hvis den vokser ud til fortovet, såfremt kommunen ikke har vedtaget nogle krav i lokalplanen. Den må dog ikke være til gene og for eksempel hindre udsyn i et kryds.

Dette er også værd at tænke på, når du skal plante ny hæk. Så du allerede fra starten giver plads til, at hækken kan blive bredere uden at genere fodgængerne på den anden side eller bilisterne i et kryds.

Hvis du deler hæk med en nabo, skal I være enige om højden på hækken. I mange boligforeninger og kolonihaveforeninger er hækkenes højde bestemt af bestyrelsen.

Der kan altså være nogle bestemmelser, du skal være opmærksom på, hvis du vil ændre størrelsen på din hæk.

Klipning eller beskæring?

Vi kalder det at klippe hæk, men nogle gange har en hæk også brug for en beskæring. Men hvad er forskellen? Hvornår er det en klipning, og hvornår er det en beskæring?

Klip hækken

Vi klipper hækken en til to gange om året, og at klippe hækken er en forskønnelse af hækken. Når en bøgehæk klippes er det med andre ord for at for at hækken skal bevare sin facon, og for at den ikke skal blive for stor.

Der klippes kun i den del af hækken, der voksede ud sidste år. Du ville altså sagtens kunne klare det med en hækkesaks eller en mindre hækkeklipper.

Beskæring af bøgehæk

Når bøgehækken beskæres er det et større indgreb i hækkens udseende. Det er noget, du måske gør en eller to gange hver 5. eller 10. år. Afhængig af hvilken type hæk, du har.

Når du beskærer hækken, skærer du længere ind end sidste års vækst. Du fjerner alt fra 30 – 40 cm til flere meter af hækkens højde eller bredde.

Det kræver kraftigere redskaber som større hækkeklippere, grensakse, save og måske endda motorsave, for at skære de tykkere grene.

Hvornår skal jeg klippe min bøgehæk?

Det kommer an på, hvor skarp du vil have, din hæk skal se ud, og om det er en klipning eller en beskæring, du vil foretage dig.

Nogle steder kan du læse, at du skal klippe din bøgehæk i januar eller februar. Men hvis du gør det, klipper du de knopper af, som er blevet dannet i løbet af efteråret. Det vil sige, du klipper de nye skud af og risikerer dermed at få en hæk uden ret mange blade.

Vil du foretage en kraftig beskæring af din bøgehæk, er januar eller februar dog et udmærket tidspunkt. Og den vil efter et par år, blive flot igen.

Sommerklipning

Hvis du kun vil klippe din bøgehæk en gang om året, er det bedst at klippe den i juli. Du fjerner den nyvækst, der har været det år. Men hækken vokser stadig, så den kan få et lidt pjusket udseende hen på efteråret.

Kan du lide at klippe hæk og vil gerne have en skarp udseende hæk, kan du klippe den to gange om året. Første gang lige før Sankt Hans, det vil sige, sidst i juni.

Vær dog opmærksom på om der er fugle, der har reder og unger i din hæk. Så du ikke kommer til at ødelægge en fuglerede. En bøgehæk er yndet af fuglene til at bygge reder i, på grund af dens tæthed.

Anden klipning foretages i august, helst ikke senere end september, da hækken skal have tid til at sætte næste års skud. Hvis den sætter dem for sent, fordi bøgehækken er blevet klippet i oktober, risikerer du at de nye skud og hækken får frostskader.

Vinterbeskæring

Har du derimod en bøgehæk, du vil beskære. Den er blevet så stor og bred, at du ikke kan nøjes med at klippe den. Så kan du gøre det i det tidlige forår, januar / februar, hvor det er nemmere at danne sig et overblik over, hvordan grensætningen i hækken er.

En bøgehæk kan dog ikke tåle at blive beskåret ned til jorden, og skal den beskæres meget kraftigt, er til bedst at gøre det over to sæsoner, så bøgehækken har tid til at komme sig.

Start med at beskære hækken 30 – 40 cm lavere end den højde, du ønsker. En bøgehæk der trives, kan vokse 40 – 50 cm på en sæson, så når du klipper den lavere end den ønskede sluthøjde, er der plads til hækken kan vokse, og du skal ikke lave en kraftig beskæring igen de første par år.

Et det en gammel hæk, kan det blive nødvendigt at bruge en motorsav. Er den yngre kan du måske klare det med en håndsav eller grensaks.

Hvis bøgehækken er blevet til en alt for bred hæk, kan du det første år også beskære den ene af siderne. Du kan klippe ret tæt ind til stammen, som så vil skyde med nye grene. Vent med den anden side til året efter.

Du skal også være forberedt på, at hækken måske ikke bliver så tæt de første år efter en kraftig beskæring. Men den skal nok blive flot igen. Du må endelig ikke vande hækken efter beskæringen, da der stadig kan komme frost i jorden.

Sådan klipper du din hæk?

Når du laver en alminde sommerklipning og vil forme din hæk, klipper du de yderste 10 – 15 cm af hækken. Form din hæk, så den er bredest forneden. Det gør den mere stabil og nemmere at holde tæt i bunden.

For at sikre at du klipper din hæk lige i toppen, kan du udspænde en vandret snor i den højde, du gerne vil have hækken. Så har du en markør at klippe efter.

Klipning af nyplantet bøgehæk

Der er forskel på at klippe en nyplantet bøgehæk og en gammel bøgehæk. For at en ny bøgehæk skal blive tæt forneden, er det meget vigtigt at klippe især siderne.

Du behøver ikke klippe den nye bøgehæk i toppen de første par år, hvis den ikke har den ønskede højde.

For at få en tæt hæk klippes siderne mindst en gang om året. Du får en tæt hæk, når din bøgehæk klippes, lige fra den er nyplantet, fordi den danner nye skud, hvor den er blevet klippet.

Vand den godt efter denne sommerklipning, da den skal bruge noget energi på at hele sårene på grenene, der er blevet klippet.

Redskaber til klipning af bøgehæk?

Der findes flere forskellige redskaber, du kan bruge til at klippe din bøgehæk med. Ved at vælge det mest passende redskab til opgaven og sørge for, at det er skarpt og funktionsdygtigt, gør du det nemmere for dig selv, når du skal klippe hækken.

Håndredskaber

Håndredskaber er redskaber, der ikke er mekaniske. Der er ingen motor, de behøver ingen brændstof eller energi, andet end den du har.

Håndsaks

Håndsaksen, beskærersaksen, havesaksen, kært barn har mange navne. Men der er tale om mere eller mindre den samme type saks. En mindre saks der kan betjenes med en hånd, og som er god til at tage tyndere individuelle grene med.

Den bruges ikke særligt meget til hækklipning. Den kan bruges til at perfektionere hækklipningen ved at fjerne enkelte små grene, der stritter ud, når klipningen er slut.

Hækkesaks

Har du en mindre hæk, der skal klippes, eller er din bøgehæk ikke så lang, kan du sagtens nøjes med at klippe med en hækkesaks.

Den betjenes med to hænder og fungerer som en almindelig saks, bare i en større version. Husk at slib hækkesaksen og giv den olie i samlingen, inden du går igang. Det vil lette dit arbejde.

Ørnenæb / grensaks

Er du ved at beskære bøgehæk i stedet for at klippe den, støder du på nogle tykkere grene. Der er et ørnenæb eller en grensaks, et bedre redskab at løse opgaven med. Ørnenæb og grensaks er to navne for det samme redskab.

Denne type sakse findes i forskellige modeller, der kan klare forskellige tykkelser af grene. Husk igen at slibe dine sakse og give dem olie i samlingen.

Maskiner

Har du ret mange meter bøgehæk eller har din bøgehæk en hvis højde, er det helt klart nemmere at bruge et mekanisk redskab til at klippe hækken.

Fordelen ved de elektriske maskiner frem for de benzindrevne er, at de ikke støjer nær så meget og ikke afgiver benzinos, du kommer til at stå i. Du kan dog risikere, at de ikke kan klare helt så tykke grene.

Elektrisk hækkeklipper

Elektriske hækkeklippere findes både med batteri og ledning. Der er fordele og ulemper ved begge maskiner.

Fordelen ved at vælge en hækkeklipper med ledning er, at du aldrig løber tør for strøm, og du har ikke vægten af et batteri at løfte rundt på. Du kan fortsætte med at klippe, til du er færdig. Ulempen er, at du har ledningen at slås med, mens du klipper.

Men har du valgt en med ledning, er det en god idé at smide ledningen over skulderen, så den falder ned ad din ryg. Det er for at forhindre, at ledningen vikler sig ind i hækken, og du kommer til at klippe den over.

Fordelen ved at vælge en hækkeklipper med batteri er, at der ikke er en ledning, der generer din bevægelsesfrihed, og har du andre redskaber fra samme producent, kan de sandsynligvis bruge samme batteri.

Ulemperne er, at et batteri kan løbe tør for strøm, og har du kun et batteri, må du vente med at klippe resten at hækken, til det er opladt igen. Et batteri kan også gøre hækkeklipperen tungere at arbejde med.

Benzindreven hækkeklipper

I dag er de elektriske hækkeklippere ved at være næsten lige så stærke som de benzindrevne. Men har du en gammel bøgehæk, der skal beskæres kraftigt. Kan en benzindrevet hækkeklipper måske være en god idé.

Motorsav

En motorsav bruges aldrig til at klippe hækken med. Den bruges kun til beskæring af bøgehæk.

FAQ

Hvornår skal man klippe bøgehæk?

Bøgehækken klippes bedst én gang om året - om sommeren lige omkring sankt hans eller i slutningen af august. Så klipper du ikke alle de nye skud af, som du ville kom til ved at klippe hækken i foråret. Hvis du gerne vil beskære din bøgehæk kraftigt, så er det bedst at gøre det omkring januar eller februar.

Behøver jeg klippe min bøgehæk?

Ja, hvis du vil blive ved med at bevare den som en hæk. En bøg er jo egentligt et træ, så hvis du ikke klipper eller beskærer din bøgehæk, vil den med tiden vokse sig kæmpestor.