Lilla blomster giver et flot og eksotisk farvespil i haven. En lilla blomst passer sammen med blomster i stort set alle andre farver. Det er derfor nemt for dig at få dem til at passe ind i din have.
Du kan både få stauder med lilla blomster – nogle af dem egner sig godt som bunddække i bede – krydderurter med lilla blomster og hele buske, der hvert år prydes med store klaser af smukke lilla blomster.
Det er forskelligt, hvornår arterne blomstrer. Er du lidt strategisk med dit valg af planter, kan du have glæde af de lilla blomster fra det tidlige forår til det sene efterår.
En del af de lilla blomster kan både stå på friland og i krukke, hvilket giver dig mulighed for at have glæde af farven, ligegyldigt hvilken størrelse din have har.
I vores guide kan du se vores bud på 11 flotte lilla blomster og krydderurter du kan dyrke i din have.
Hornvioler
https://www.plantetorvet.dk/p/60151/stauder-hornviol-germanica-viola-cornuta-germanica
Der er flere sorter af hornvioler, viola cornuta, der har smukke lilla blomster. De gør sig derfor godt som bunddække under højere vækster med en lysere blomst.
Blomsten er en flerårig plante og bliver cirka 25 cm høj. Hornvioler tåler let frost. Du kan derfor plante dem ud allerede i det tidlige forår for at have glæde af dem, når de blomstrer fra maj til oktober. Hvis de blomstrer, før frosten er helt forsvundet, kan de godt klaske lidt sammen, men rejser sig hurtigt igen, når solen skinner.
Viola cornuta trives bedst på en placering med lys eller halvskygge i næringsrig jord. De har brug for, at der er et godt dræn, hvilket er særligt vigtigt, hvis du planter dem i krukker.
Dahlia
https://www.plantetorvet.dk/p/92670/sommerblomster-dahlia-lilla
Dahlia er en lilla sommerblomst, der oprindeligt stammer fra Mexico. Derfor har den også brug for en solrig placering i haven. Det er bedst ikke at plante den op ad hække eller træer, da den er ret forslugen i forhold til vand, og træer og hække suger for meget vand ud af jorden til, at dahlia kan trives ved siden af dem.
Den lilla plante, der også kaldes for georginer, har også brug for regelmæssigt at få gødning for at kunne skabe den store smukke blomst. Dahlia blomstrer fra juni-august, men du kan fremskynde, at den blomstrer med forspiring. Dermed kan du få den til at gå i blomst allerede i maj.
På grund af sin oprindelse i Mexico tåler dahlia ikke frost. Du skal derfor grave knoldene op i efteråret. Skær blomsten af, så der er 5-10 cm tilbage og tør knolden helt et lyst og tørt sted.
Storkenæb
https://www.plantetorvet.dk/p/48215/stauder-storkenaeb-rozanne-geranium-hybrid-rozanne
Nogle af sorterne af Storkenæb, også kaldet geranium, får også lilla blomster. Det gælder for eksempel for sorten Geranium rozanne, der blomstrer helt fra juni til september og bliver omkring 50 cm høj.
Storkenæb fungerer godt som bunddække. De kan klare sig på de fleste placeringer, men blomstrer bedst i tør jord på en solrig placering. Der findes dog sorter af storkenæb, der både kan klare halvskygge og fuld skygge. De har heller ikke brug for meget vand eller gødning, men kan i høj grad blive overladt til sig selv, hvilket gør storkenæb til en klar favorit for mange haveejere.
Vil du formere din geranium, kan du dele en eksisterende blomst i to. Det er bedst at gøre om efteråret, mens det stadig er lunt.
Lavendel
Lavendel er nok en af de mest kendte og velduftende former for lilla blomster. Det er en nøjsom plante, der udover de første tre måneder efter, at den er blevet plantet, ikke har brug for at blive vandet.
Den blomstrer fra juli til september med små lilla blomster, der sidder tæt. Den er meget populær for bierne i haven. Du skal regne med at bruge 7-10 planter per kvadratmeter for at få et tæt bed.
Lavendel har brug for at blive klippet ned hvert år. En gammel huskeregel siger, at du skal klippe den ned til 15 cm 15. april. Dog skal du være opmærksom på, om der stadig er nattefrost. Er der det, bør du vente.
Klipper du ikke planten ned, bliver den træagtig og blomstrer ikke så kraftigt. I det tilfælde har den brug for at blive forynget, hvilket du gør ved at grave den op og placere den et andet sted, så den danner et nyt rodnet.
Hyacinter
Hyacinter er en af mange lilla forårsblomster. Den har en smuk hvid, rosa eller violet blomst, der af mange forbindes med jul og påske. Hyacinter kan lægges som løg fra september og resten af efteråret, indtil det bliver frostvejr. Inden den blomstrer i april og maj, kræver den lidt ekstra opmærksomhed. Hyacinter er en flerårig plante. Du vil derfor have glæde af de lilla blomster i årevis.
Vil du pynte med lilla blomster på julebordet, kan du drive hyacinter frem i potter i løbet af efteråret. I det tilfælde kræver de noget mere opmærksomhed, før de blomstrer, end hvis du sætter de i haven.
Primula
https://www.plantetorvet.dk/p/81597/stauder-kugleprimula-primula-denticulata
Der findes flere typer af primula, der får lilla blomster. Det gælder både for kugleprimulaen og pudeprimulaen. Begge får den gule kreds i midten, der er et af kendetegnene ved sorten.
Da der findes mange udgaver af primulaer, er det forskelligt, hvilken placering de ynder. Nogle, auriklerne, foretrækker en tør placering i sandjord. Kugleprimula foretrækker en solrig placering i næringsrig jord, mens rosenprimula og pudeprimula har bedst af at stå i halvskygge i en fugtig jordbund. Vær opmærksom på at vande, hvis det er tørt i vejret, dog ikke aurikler, men ikke gøde, da det kun vil give større blade på bekostning af blomstring.
Det er lidt forskelligt, hvornår de forskellige typer sætter blomst. Nogle blomstrer allerede i marts, mens andre først blomstrer i april. Hvert tredje år bør du dele planten, da det forynger den. Det gør du ved at grave planten op, dele den og sætte de to dele på et nyt sted.
Iris
https://www.plantetorvet.dk/p/62913/stauder-iris-iris-versicolor
En smuk staude, hvor nogle typer blomstrer med lilla blomster, er iris. Iris er en stor familie af blomster, så det er svært at give entydige råd i forhold til plantning og pasning. Nogle tåler tørke, andre fugt. Nogle dyrkes som løg og skal dækkes til om vinteren. Andre er stauder, der danner underjordiske skud.
Noget af det, der er fælles på tværs af de forskellige iristyper, er en smuk blomst, og at de typisk trives godt i både krukker og på friland. Alt afhængig af typen blomstrer de fra marts til august.
Rhododendron
En klassiker med lilla blomster er en rhododendron. Det er dog ikke en blomst, der er for begyndere, da den har brug for, at du etablerer et surbundsed i haven. Planten foretrækker vekslen mellem sol og skygge, men der findes typer, der har det bedst med fuld sol og andre, der foretrækker skygge.
Rhododendron blomstrer i maj og juni. Nogle typer blomstrer igen i september. Hold øje med det, hvis du ønsker endnu en runde med lilla blomster.
Syren
https://www.plantetorvet.dk/p/77263/haekplanter-almindelig-syren-syringa-vulgaris
En mulighed, hvis du gerne vil have en smuk plante med lilla blomster, er, at du sætter en syren. De kan både have rosa, hvide og lilla blomster. Syrener blomstrer typisk fra maj til juni, der findes dog nogle arter, der blomstrer ind i juli og får en anden blomstring i august og september. Ved at kombinere forskellige typer, kan du derfor have smukke, velduftende lilla blomster i flere måneder.
Syrenerne vil helst stå på en solrig placering, men kan også klare at stå i halvskygge, men blomstrer dog senere på sådan en placering og får færre blomster. De er rimelig robuste overfor blæst.
Purløg og salvie
https://www.plantetorvet.dk/p/87657/krydderurter-salvie-salvia-officinalis
https://www.plantetorvet.dk/p/69797/krydderurter-purloeg-allium-schoenoprasum
Er du vild med den lilla farve, behøver du ikke nødvendigvis at gå efter en staude med lilla blomster. I stedet kan du også sætte krydderurter som purløg og salvie. Begge blomstrer med smukke lilla blomster. Purløg blomstrer fra maj til juni. Dens blomster er også spiselige. Hvis du ikke vil have, at planten selvsår, bør du fjerne dens blomst hurtigt, så den ikke får sået sine frø.
Salvie blomstrer fra juni til september. Det er en flerårig plante, så du behøver ikke at bekymre dig om selvsåning, men du bør alligevel fjerne dens blomster, da det får den velduftende plante til at sætte nye.
Lilla blomster til krukker
Krukker og potter er en nem måde at holde styr på stauder og andre blomster. Dine blomster har dog også brug for noget mere pasning. Der findes en række lilla blomster, der trives godt i krukker. Det kan for eksempel både være en lilla staude og krydderurter, der får lilla blomster. Se for eksempel nærmere på:
- Hornviol
- Dahlia
- Hyacinter
- Storkenæb
- Lavendel
- Salvie
FAQ
Hvilke blomster er lilla?
Mange blomster har rosa eller lilla blomster. Det er for eksempel hornviol, lavendel, salvie og syren. Få lilla blomster hele sæson ved at plante arter, der blomstrer på forskellige tidspunkter.
Kan primula tåle frost?
Ja, primula er en hårdfør plante, der godt kan tåle frost. Det er en flerårig plante, der blomstrer fra marts til maj med blandt andet rosa og lilla blomster.
Kan man spise Lavendel?
Ja, det kan man godt. Lavendlers parfumerede smag gør sig godt i bagværk, sirupper og som pynt.