Mælkebøtter i græsplænen → Sådan fjernes mælkebøtter effektivt

Kæmper du med at få fjernet en masse mælkebøtter i græsplænen? Lad os guide dig til, hvordan du lettest kommer problemet til livs, så du ikke hvert eneste år skal fjerne mælkebøtterne på ny.

Mælkebøtten kaldes også for løvetand grundet dens blade, og bliver normalt mellem 15 og 45 cm høj. Mælkebøtterne anses som værende ukrudt, da de vokser og spreder sig hurtigt. 

Det er dog muligt at benytte mælkebøtte i diverse retter, f.eks. kan bladene være oplagte til salater og te. Og så kan de give vigtig næring til flere biarter.

Sådan fjerner du mælkebøtter i græsplænen

Du kan bruge flere metoder til at fjerne mælkebøtter i græsplænen. Det er helt op til dig, om du foretrækker en manuel metode, hvor du selv graver omkring planten og hiver den op med rod eller benytter en af de nedenstående metoder som hjælp på problemet.

Du skal dog være sikker på, at du får fjernet mælkebøttens rod. Der kan nemlig komme nye mælkebøtter til, hvis du ikke får fjernet rødderne, da de blot kan sprede sig under jorden.

Grav mælkebøtterne op med en mælkebøttefjerner

Det mest oplagte er at benytte et mælkebøttejern, da du så ikke selv skal bruge alt for megen kraft på arbejdet, men stadig får mulighed for at fjerne mælkebøtternes rødder. Du skal desuden ikke være nervøs for, at du ødelægger andre bevoksninger i haven, da metoden ikke er hård ved andre planter.

Hvis du vil gøre det så nemt som muligt for dig selv, kan vi anbefale dig at investere i en Fiskars Xact mælkebøttefjerner. Du får et redskab med et langt skaft, der sikrer, at din ryg ikke belastes unødvendigt ved arbejdet. I alt vejer produktet 950 gram og har en længde på 100 cm. Og så kan den endda også bruges til fjernelse af ukrudt, mos o.l.

Fjern mælkebøtterne med et mælkebøttejern

Mælkebøttejernet er oplagt til dig, der ikke har noget problem med at skulle ned på knæ for at komme ordentligt ned til rødderne. Det adskiller sig fra en mælkebøttefjerner ved at være kortere og ikke have samme type greb. Du skal nemlig grave dig ned til roden frem for at redskabet trækker det op.

Vil du ikke bruge for mange penge på købet, men stadig få lidt hjælp til arbejdet, bør du vælge et Green>it mælkebøttejern. Dette redskab har en længde på 33 cm, og så har jernet soft grip håndtag, så det er behageligt at benytte – selv i længere tid af gangen.

Det er nemmest at fjerne mælkebøtterne, når jorden er fugtig. Du kan derfor med finde dit mælkebøttejern frem, når det har regnet.

Brænd mælkebøtter med ukrudtsbrænder

Du kan udmærket vælge at fjerne mælkebøtterne med en gasbrænder, hvis de vokser op omkring fliser. Her kan det nemlig være svært at fjerne dem på anden vis. Men du skal være opmærksom på, at for megen varme kan ødelægge fliserne eller jorden omkring. Så brug gerne denne metode med omtanke.

Fjern mælkebøtter med gift

Der er delte meninger om, hvorvidt haveejere bør bruge diverse ukrudtsmidler i kampen mod uønskede bevoksninger. Det er naturligvis den letteste metode, da det ikke kræver helt så meget arbejde for dig. Problemet er dog, at giften ikke kun går efter én type plante, men derimod alle grønne planter i haven. Så alle bevoksninger det kommer i kontakt med, vil det dræbe. Af den grund kan det ikke anbefales at sprede gift over hele plænen for at bekæmpe mælkebøtter.

Hvis du vælger at bruge ukrudtsmidler, vil vi anbefale dig at passe godt på med, hvor meget du spreder i haven. Du kan sprede gift på mange forskellige måder, men du bør sprede det ved håndkraft, så du kan styre, hvor det lander – og dermed undgå, at det dræber samtlige planter i haven.

Du kan vælge at bruge roundup, plænerens e.l. Det er op til dig, om du vil vælge en variant, der kun går efter mælkebøtten eller som også fjerner ukrudtet, tidsler, vejbred, fuglegræs etc.

Dræb mælkebøtter med salt

Hvis du gerne vil undgå at bruge gift og ukrudtsmiddel til bekæmpelse af mælkebøtter, kan du eventuelt prøve at bruge salt. Det er et gammelt husmoderråd, men det virker!

Groft salt vil nemlig tørre mælkebøtten ud, så den bliver nemmere at fjerne. Du skal dog være opmærksom på, at også alt andet omkring planten tørrer ind, så du skal passe på, hvor meget du spreder saltet. Prøv kun at drysse saltet på selve mælkebøtten, da du ellers skal til at redde græsset efterfølgende.

Mælkebøtter kan nemt sprede sig

Det er vigtigt at huske, at mælkebøtter hurtigt kan sprede sig. Og derfor kan det godt betale sig at gøre noget ved dem, selvom processen virker en smule omstændig. F.eks. kan mælkebøtterne sprede sig eller vokse på ny langt nede i jorden, hvis ikke man får fjernet hele roden. Det er derfor, arbejdet med et mælkebøttejern er oplagt.

Alle mælkebøtter kan desuden sætte frø. Dette gælder både, når de vokser i jord eller er plukket. Du bør således lægge mælkebøtterne direkte i en lukket pose, når du har fået dem op af jorden. Ellers kan blomsterne sprede frøene ud over hele haven, og så kan du praktisk talt starte forfra, når nye mælkebøtter er vokset op på din plæne. Selv en enkelt mælkebøtte kan formere sig på en stor græsplæne.

Fjern blomsten og undgå spredning

Det kan virke uoverskueligt at skulle fjerne mange mælkebøtter på én gang. Men det er lige så træls at skulle fjerne nye mælkebøtter år efter år. For at komme problemet bedre til livs, kan du bekæmpe diverse områder af plænen af gangen.

For at undgå frø i at sprede sig fra de andre mælkebøtter i græsplænen, og dermed holde bestanden af mælkebøtter nede, kan du klippe toppen af mælkebøtterne. På den måde kan frøene ikke sprede sig. Og så kan du tage dig af mælkebøttens bund / rod på et senere tidspunkt.

Lad mælkebøtterne gro for biernes skyld

Mange haveejere forsøger at komme mælkebøtterne til livs, så snart de viser sig på græsplænen. Men hvis du gerne vil være lidt god ved insekter og f.eks. bier, bør du lade dem blomstre lidt. For især bier nyder godt af mælkebøtten, da de nemt kan komme til den i forhold til flere andre blomster.

Bierne har sværere og sværere ved at finde nektar og pollen, så hvis du kan holde det ud, vil det gøre stor gavn for bierne, at du lader mælkebøtterne stå lidt, før du fjerner hele roden.

Alle mælkebøtter er spiselige

Vi må også hellere nævne, at du kan spise mælkebøtten, hvis du har lyst. Hele planten er spiselig – altså både blade, blomst og stilk. Mælkebøtte er bl.a. rig på vitamin A og en god kilde til vitamin C. De smager mindst bittert, jo tidligere de plukkes.

I for store mængder kan mælkebøtte være let giftig, men der skal et utroligt højt indtag til. Så spiser du andet sammen med dine mælkebøtter, bør det være fint.

Brug mælkebøtte som smertestillende middel

En anden god egenskab ved mælkebøtter er, at saften virker smertestillende på forbrændinger og brændenælder. Så går du rundt ude i skoven eller på marken og bliver brændt af en brændenælde, skal du blot smøre lidt mælkebøttesaft på området.

FAQ

Hvordan fjerner man mælkebøtter fra græsplænen?

Du kan bruge flere metoder til at fjerne en mælkebøtte fra plænen. F.eks. kan du benytte et mælkebøttejern, -fjerner, ukrudtsmidler, gasbrænder, salt m.fl. Læs mere om metoderne i artiklen.

Hvorfor skal man fjerne mælkebøtter?

Du skal fjerne mælkebøtter fra græsplænen, hvis du ikke vil have, at de overtager jorden fuldstændig. Blot én enkelt mælkebøtte kan sprede sig til mange flere, da de har masser af frø. Læs mere her.

Kan man spise mælkebøtter?

Du kan sagtens spise mælkebøtter fra haven. Både blomster, blade og rødder kan spises. Du kan også lave saft eller vin af planten. Find en masse gode opskrifter med mælkebøtte i på nettet.

Hvordan spreder mælkebøtter sig?

Mælkebøtter spreder sig i bund og grund via deres frø. Disse sidder i toppen af planten og kan spredes ved hjælp af vind e.l. Roden kan også danne vej for en ny plante, så den skal fjernes helt.