Persille Dyrkning – Sådan får du frisk persille derhjemme (Nemt!)

Hjemmedyrket persille smager bare bedst. Her i artiklen får du alt det information, du skal vide, inden du begynder at dyrke persille derhjemme. På den måde kan du lykkedes med at blive 100 procent selvforsynende af persille.

I artiklen her giver vi dig et overblik over de forskellige typer af persille, der findes, og hvordan du skal dyrke og passe på dem. 

Forskellige typer af persille 

Der findes to forskellige typer af persille. Der skelnes mellem bredbladet persille og kruspersille. Kruspersille er den type af persille, de fleste kender. Det er den, du typisk kan finde i supermarkeder, og klassisk set er det også kruspersille, der har vundet størst indpas til hjemmedyrkning.

Kruspersille er mere kruset og mindre i bladene end bredbladet persille er, men bredbladet persille er i den seneste tid begyndt at blive mere populær i både køkkenhaver og i madlavning. Kruspersille kan betegnes som den mest klassiske type af persille, men hvis du vælger at dyrke bredbladet persille, får du en persille med en kraftigere smag.

Bredbladet persille er mere kraftig i smagen, fordi den indeholder flere æteriske olier. De er begge rigtig gode at bruge i madlavning, men nogle mener, at bredbladet persille er lidt nemmere at skylle og vaske end kruspersille på grund af de bredere blade. 

Persille dyrkning

Persille er en forholdsvis nem krydderurt at så og dyrke. Den kan sås direkte i jorden i haven eller i en krukke. Du skal så og dyrke kruspersille og bredbladet persille på den samme måde, hvorfor du også sagtens kan så begge typer sammen. Persille er en krydderurt, der tager lang tid at dyrke, fordi det kan tage 6 uger før, at frøene begynder at spire. Du kan starte med at så din persille allerede, når der ikke er risiko for frost mere, hvilket som regel er engang i marts måned. Hvis du sår persille senere, hvor det er mere varmt i vejret, vil du opleve at spiringsprocessen går hurtigere, end når det stadig er køligt i vejret. 

Når du skal så persille, skal du være opmærksom på, at den står i fugtig jord, hvor der ikke er sol hele tiden. Du skal finde et sted midt i mellem skygge og sol, og hvor jorden ikke er tør. Da persille har det bedst i fugtig jord, er det også vigtigt, at du sørger for at vande den godt. Det gælder både, når persille er ved at spire, og når den er vokset op og blevet en flot krydderurt. Når du sår din persille, skal du sørge for at have styr på ukrudt omkring den. Da persille har en lang spiringproces, går der lang tid, før du kan se den over jorden, og derfor er det også vigtigt, at du holder ukrudt nede omkring planten. Hvis der er for meget ukrudt omkring persille, vil det stjæle både lys og vand fra persille, som derfor ikke kan gro optimalt. 

Du kan med fordel starte med at så din persille inde i et drivhus, hvorefter du senere kan så dem ud i friland, når der ikke er frost mere. 

 

Forkultivering af persille 

Hvis du vil fremskynde processen med at dyrke persille, kan du forkultivere dem. Det betyder, at du sår din persille i en krukke, som du kan sætte i din vindueskarm eller drivhus i stedet for at så dem direkte i friland. Det gør, at persille spirer hurtigere, og du kan derfor have store persilleplanter allerede i maj eller juni.. Når du forkultiverer persillen, lader du den spirer indenfor, og når den får blade, kan du så den udenfor, hvor den vokser sig stor. Du skal sørge for først at plante dem ud i friland, når risikoen for frost er væk. 

Dyrkning af persille i krukke

Persille kan både dyrkes direkte i jorden og i krukker eller potter inde og ude. Uanset om du planter din persille indenfor eller udenfor, skal du sørge for, at den får vand og sollys, så den ikke tørrer ud. Det kan du gøre ved at placere den i en vindueskarm, hvor der er sollys i løbet af dagen. Når du dyrker persille i en krukke, skal du stadig lade den spire, hvor du sørger for at holde jorden fugtig, og derefter skal den blot have lov til at gro sig stor og flot, så du kan bruge den i køkkenet. 

Planter til krukker hele året – er persille en af dem?

Persille er en af de krydderurter, som kan overleve en vinter i jorden. Den vil falde lidt sammen i krukken, men i foråret vil den begynde at udvikle blade igen, som du kan høste af. Persille er dog en 2-årig plante, som det første år i jord eller en krukke kun udvikler blade. Det andet år vil der komme blade og efterfølgende blomster, hvorefter det er slut med at høste persillen. Persille kan holde hele året, men kun i dens 2 årige leveperiode, hvor den kan høstes. 

Pasning af persille

Persille kræver pleje. Den skal tyndes ud, så rækkerne ikke står for tæt. Det er optimalt for persille at have 10 til 15 centimeters afstand til den næste plante, så den kan gro og tiltrække sol. Det skal du sørge for, at den har ved at tynde jævnligt ud. Derudover skal du fjerne ukrudt i nærheden af planten, da ukrudt stjæler vand og lys fra persillen, som derfor ikke kan gro optimalt. Hvis du gror persille i en krukke, skal du blot sørge for at tynde ud i den en gang imellem. 

Hvornår høster man persille? 

Persille kan høstes i løbet af sommeren. Hvis du forkultivere persillen, kan den høstes allerede i maj og juni. Hvis du ikke forkultivere kan du typisk høste lidt fra planten fra midten af juni, men sørg for ikke at høste for meget, så den ikke kan gro sig endnu større. 

 

Høst af egne persillefrø

Hvis du vil høste dine egne persillefrø, skal du høste fra de planter, der går senest i stok. Ved at gøre det, får du de bedste planter, og du undgår at avle videre på de planter, som går tidligt i stok. 

Kan man fryse persille? 

Både bredbladet og kruspersille kan fryses, så du har til hele året rundt. Du skal blot høste din persille og komme dem i en beholder eller frysepose, hvorefter du kan tage det op, når det skal bruges. Så har du hjemmedyrket persille hele året rundt.