Roser har brug for særlig rosengødning for at kunne producere de smukke blomster. Rosengødning indeholder præcis de næringsstoffer, som roserne har brug for, hvilket gør det nemmere for dig som haveejer at vælge det rette.
Du kan vælge mellem organisk og uorganisk rosengødning og også selv tilføje materialer til jorden rundt om planterne, der kan give roserne næring. Det kan for eksempel være kompost, benmel og kaffegrums, der alle er med til at forbedre jorden og give smukke og sundere roser.
Hvor meget gødning roserne har brug for, afhænger af, hvor ofte de blomstrer. Blomstrer de kun en gang om året, har de ikke brug for lige så meget gødning, som hvis de blomstrer flere gange på en sæson.
Hvorfor har roser brug for gødning?
Roser har brug for meget næring for at kunne producere smukke blomster. De næringsstoffer, der er i rosengødning, bidrager alle med forskellige ting til roserne.
- Nitrogen styrker rosers produktion af blade og dermed også rosenblomsterne, da evnen til at producere blomsterhoveder hænger sammen med bladene. Gøder du med for meget nitrogen, får roserne dog mere fokus på at skabe blade end blomster.
- Fosfor hjælper roserne med at udvikle et sundt rodnet. Hvis roser ikke får nok fosfor, vil blomsterproduktionen være mindre og blomsterknopperne åbner sig ikke.
- Kalium hjælper roserne med at komme sig over angreb fra insekter og skader efter dårligt vejr. Hvis roser mangler kalium, får deres blade gule kanter, blomsterne får svage stængler, og blomsterknopperne udvikler sig ikke ordentligt.
Som du kan se, er det altså afgørende, at du gøder roserne, så dine planter får den næring, de har brug for, så de har energi til at producere mange smukke roser.
Organisk eller uorganisk rosengødning
Når du skal købe rosengødning, kan du vælge mellem organiske og uorganiske gødninger.
Organisk rosengødning er særligt fremstillet til økologiske haver, men du behøver ikke at gå all in på økologi, når du gøder med denne type naturgødning. Organisk rosengødning er ofte også en nemmere form for gødning at have med at gøre, da den langsomt bliver afgivet til jorden og er med til at forbedre jordkvaliteten. Du kan for eksempel give kaffegrums til roser som en form for organisk gødning.
Uorganisk rosengødning/mineralsk gødning skal typisk tilsættes til vand. Du gøder altså, når du vander. Denne rosengødning forbedrer ikke jorden: Roserne får hurtig næring, men ikke så meget andet. Har de brug for et hurtigt skud energi, kan det være en løsning i forhold til den langsommere arbejdende organiske rosengødning. Vælger du uorganisk gødning, bør du passe på, at det ikke er en med insektmiddel i, da du ikke har lyst til at slå alle insekterne på dine roser ihjel, da mange af dem gør nytte.
Sådan bruger du rosengødning
Det er en god ide, at du hele tiden har fokus på, hvordan du kan forbedre jordkvaliteten, så dine roser får mest muligt næring og energi. Det kan du først og fremmest gøre ved at blande kompost eller topdressing af særlig rosenjord ned i de øverste to-tre centimeter.
Stærke roser vil blomstre mere, og de kan bedre klare sig overfor sygdomme og skadedyr og bliver ikke lige så påvirket af skader fra vejret. De vil heller ikke være lige så sarte over for ukrudt, der ellers kan stjæle en del næringsstoffer.
Har dine roser brug for, at du gøder dem nu og her, kan du blande rosengødning op med vand. Dermed gødes roserne, når de optager vand, hvilket er hurtigere end at blande rosengødning som kompost eller topdressing i det øverste jordlag.
Gødning af roser i krukker
Dyrkning af roser i krukker er hårdere for dine planter. Du bør derfor være mere omhyggelig med gødning af roser i det tilfælde. Roserne har ikke mulighed for at sprede rodnettet ud og søge efter væde og næring, som roser på friland har. Derfor er rosengødning essentielt, og det vil ikke være nok, at du udelukkende gøder det øverste jordlag. I stedet vil du løbende skulle gøde, når du vander og holde ekstra øje med, at dine roser ikke kommer til at se triste ud.
Hvornår skal roser gødes? Og hvor ofte?
Hvornår og hvor ofte roser skal gødes, kommer an på, hvor mange gange om året de blomstrer. Blomstrer de flere gange om året, det, der også kaldes, at de er remonterende, har de brug for mere næring og energi, end hvis de kun blomstrer en gang om året.
Roser, der kun blomstrer en gang om året, har brug for at få gødning to gange om året. Det bør være i foråret, når du er sikker på, at der ikke længere kommer frost, typisk i marts måned, og igen i maj måned. Disse roser skal ikke have gødning om efteråret.
Roser, der blomstrer flere gange om året, har brug for gødning mere end to gange om året. Du bør give dem om foråret, når der ikke længere er risiko for frost, typisk i marts, igen i april, maj og i løbet af sommeren i juni eller juli. Du bør ikke give roserne gødning om efteråret, da de nye skud, som gødningen vil medføre, kan få skader af frosten.
FAQ
Hvad er det bedste gødning til roser?
Den bedste gødning til roser kommer an på deres tilstand. Lider roserne, bør du gøde med uorganisk gødning, der optages hurtigt. Trives roserne, bør du gøde med organisk, langsommere optagelig gødning.
Hvornår skal man give gødning til roser?
Roser, der blomstrer, en gang, bør gødes to gange: i marts og maj. Roser, der blomstrer flere gange, bør gødes fire gange: i marts, april, maj og juni eller juli. Roserne bør ikke gødes om efteråret.