Drømmer du om et smukt rosenbed, men dine roser er blevet angrebet af sygdom? Bare rolig. Læs med i vores guide til sygdomme i roser og bliv klogere på, hvad du kan gøre for at redde dine roser, så rosenbedet igen står med flotte planter.
Forebyggelse af sygdomme
Det allerbedste du kan gøre for at undgå mange sygdomme i dine roser, er at sikre dig, at roserne trives. Deres immunforsvar svækkes, hvis de tørre ud eller ikke får nok næring. Vælg nogle rosensorter der er sygdomsresistente, hvis det er muligt, og hjælp roserne på vej ved at indrette rosenbedet optimalt.
Placering
Plant ikke roser, hvor der før har stået roser, med mindre du udskifter jorden eller har en overgangsafgrøde af tagetes, som nematoderne ikke kan lide.
Nematoder er små orme, der gemmer sig i jorden og angriber rødderne på roserne. Nye roser vil ikke kunne etablere sig ordentligt, hvis de er under sådan et angreb, og de får derfor svært ved at blive til store, sunde roser.
De fleste roser vil gerne stå i en lun solkrog, men det er også vigtigt, at der er lidt vind. Roser kan ikke lide at være våde i alt for lang tid. Det gør dem sårbare overfor svampeangreb. Plant dem derfor heller ikke for tæt. Der skal gerne være en god luftcirkulation omkring bladene.
Det kan selvfølgelig være en udfordring, hvis dine roser står i en udestue eller orangeri, men hvis du lufter ud regelmæssigt, så luftfugtigheden ikke bliver for høj, og ikke overbruser dine roser, skulle du kunne have roserne i fred for sygdomme.
Vand og gødning
Ud over den rigtige placering af dine roser er vand og gødning utrolig vigtige for at holde dine roser sunde.
Gød godt om foråret og først på sommeren, og det er også en god idé at vande ekstra meget i tørre perioder.
Hold øje
Der ud over er det vigtigt, at du reagerer, så snart du ser tegn på sygdomme i dine roser, så sygdommen ikke får tid til at sprede sig for meget i din plante eller til andre planter.
De fleste sygdomme der angriber roser, er svampesygdomme. En plante der er angrebet, kan hurtigt blive ødelæggende for rosenbedet. Derfor gælder det om at kunne genkende de sygdomme, der trives på roserne.
Stråleplet på roser
Stråleplet eller rosenstråleplet er den svampesygdom, der oftest angriber roser. Den viser sig som mørke pletter på bladene. Svampen udvikler sig i fugtige perioder.
Pletterne sætter sig fortrinsvis på de gamle blade, der så falder af. Ved et hårdt angreb kan rosen miste alle bladene og stå tilbage med kun knopperne.
Bekæmpelse
Stråleplet forebygges bedst ved at fjerne alt angrebet, vissent og dødt materiale på rosen og omkring rosen, så jorden er ren. Stråleplet er en svampesygdom, der kan overvintre i dødt og levende plantemateriale, så husk at beskære angrebne planter godt ned i næste forår.
Meldug på roser
Meldug ses som et støvet, hvidt lag på rosernes blade eller knopper. Rødderne fra meldug trænger ind i rosen og suger næringen ud af bladene, og rosen visner. Meldug har brug for fugt for at formere sig. Derfor skal du også altid vande jorden, ikke planten, og vand gerne grundigt i tørre sommerperioder.
Bekæmpelse
Den bedste måde at fjerne meldug fra dine roser, er ved at klippe de angrebne blade af med en rosensaks. Hvis der sidder meldug på stænglerne, klippes lidt længere ned end det syge område for at være sikker på, at alt meldug er væk. Bladene brændes, de må ikke bare smides på komposten, da meldug kan overleve i plantematerialet og sprede sine sporer, selv når der har været frost.
Gråskimmel
Gråskimmel sætter sig gerne på nyudsprungne blomster i fugtige perioder. Den viser sig som et tyndt, gråligt pelslag på selve blomsten eller knopperne.
Bekæmpelse
Klip de angrebne hoveder af og brænd dem, så skimlen ikke smitter andre planter. Du kan forebygge angreb af gråskimmel ved at fjerne afblomstrede rosenhoveder. Gråskimmel er en af de forholdsvis nemme sygdomme at håndtere.
Rust på roser
Orange rustlignende pletter der spreder sig på især blade, det er svampesygdommen rust eller rosenrust. De rustlignende pletter, bliver sorte og til sidst falder bladene af dine roser. Sygdommen er ikke helt så skadelig som stråleplet og meldug. Men rosen vil tage skade, hvis du ikke bekæmper svampesygdommen rust.
Bekæmpelse
Så snart du ser pletter af rust, fjern de angrebne blade. I det tidlige forår når du klipper roserne ned, er det en god idé at beskære dem kraftigt, for at undgå svampesygdomme, der har overvintret i stænglerne.
Rosenstængelsyge
En anden af de mere alvorlige rosensygdomme er stængelsyge eller rosenstængelsyge. Rosen får brunlige plamager på dens grene, ofte oppe ved knopperne. Stængelsyge er en af de rosensygdomme, der kan tage livet af dine roser.
Bekæmpelse
Rosentængelsyge kan udvikle sig selv om frosten sætter ind, hvis roserne er dækket for godt ned. Klip de angrebne grene af og beskær dine roser kraftigt næste forår. Klip altid ned til sundt ved og brænd de syge grene.
Branddugsvamp / sodskimmel
Branddug er ikke en sygdom, der kun angriber roser. Svampen trives på den honningdug, bladlus efterlader på bladene på din rose. Det betyder også at angrebet er overfladisk. Det vil sige svampesporerne trænger ikke ind i rosen.
Branddugsvamp viser sig som sorte, klistrende plamager på bladene. Hvis de får lov til at brede sig, hæmmer de, rosens evne til at lave fotosyntese. Dette er dog et nemt sygdomsangreb at komme til livs.
Bekæmpelse
Tjek roserne for bladlus og få dem fjernet. Lus på roser kan eventuelt vaskes væk men ellers forsvinder angrebet af sig selv i vejr og vind.
Bladlus på roser kan medføre misdannede blade og knopper, hvis de ikke fjernes, så hold øje med angrebet, så du sikrer dig at lusene forsvinder.
FAQ
Hvorfor bliver bladene gule på mine roser?
Der kan være flere forklaringer på, hvorfor der er gule blade på roser. Det kan være mangel på gødning eller det kan være sygdom, sandsynligvis stråleplet.
Kan jeg bruge skummetmælk og hvidløg til at bekæmpe rosensygdomme?
Der er ingen videnskabelig belæg for at bruge skummetmælk og hvidløg til at bekæmpe sygdommene i dine roser. Når det så er sagt, har nogle forsøg vist at hvidløgsekstrakt og skummetmælk måske kan bruges til bekæmpelse af meldug.