Sneglehegn – Sådan undgår du de drilske dræbersnegle i haven

Et sneglehegn med en skrå kant, som sneglene ikke kan kravle over, er en skånsom måde at holde snegle ude af dine bede. Du slipper for metoder, der kan være både tidskrævende eller direkte ulækre, når du prøver at holde sneglene væk fra haven.

Sneglehegns kant har en hældning på mellem 45 og 55 grader. Den bukkede kant betyder, at sneglene kommer til at hænge frit i luften, når de prøver at komme over hegnet – og de falder derfor ned på jorden. Det er derfor en 100 % sikker metode til at holde sneglene ude af dine bede.

Du kan både bruge hegn til at bekæmpe dræbersnegle og andre former for snegle. Det kan sættes op omkring køkkenhaven, blomsterbede, drivhuset og terrassen. Hegnene er simple at opsætte og kan monteres op på en palleramme om et højbed eller direkte i jorden.

Sneglehegn bliver enten fremstillet af en plade bygget med en bukket vinkel, typisk en metalplade, eller af plastik. Begge dele forhindrer sneglene i at komme over i havebedet.

Sådan bruger du et sneglehegn

Du kan godt sætte et sneglehegn om hele haven for at holde snegle ude, men medmindre du har en meget lille have, bliver det dyrt. Samtidig kan det være svært helt at forhindre snegle i at komme ind i haven, da niveauforskelle og bevoksning, der hænger ind over hegnet, gør det muligt for sneglene at forcere indhegningen alligevel.

I stedet er det smartere, at du sætter sneglehegn om udvalgte områder. Det kan være køkkenhaven, så du slipper for at dele dine grøntsager, dine bede, så du kan beskytte dine smukke blomster, og højbede, så du får planterne der for dig selv. Har du et højbed af pallerammer, kan du sagtens placere sneglehegnet på det.

Hvornår er det bedste tidspunkt at sætte sneglehegn op?

Dræbersnegle begynder at røre på sig allerede, når temperaturen kommer op på omkring 5 grader. Det bedste tidspunkt at opsætte et sneglehegn er derfor i løbet af efteråret, vinteren og det tidlige forår. Der vil du også have den fordel, at der ikke er nogle planter, der er i vejen for arbejdet.

Når du sætter sneglehegn op, skal du være opmærksom på, at der ikke er nogle planter med store, hængende blade, der står direkte op ad hegnet. Gør der det, kan de hænge så langt ned, at dræbersneglene kan kravle op på dem og dermed få en nem lille bro til at komme ind i din have.

Hvad er det bedste sneglehegn?

Hvilket sneglehegn, der er det bedste, kommer an på, hvad dit behov er. Du kan vælge mellem sneglehegn i galvaniseret plade og plastik. Som udgangspunkt er metal mere holdbart, da plastik bliver lidt skrøbeligt af at være ude året rundt.

Plastik er dog mere bøjeligt, så har du et rundt eller buet bed, er det kun plastikhegnet, du kan få til at flugte med kanten.

Du kan få højbede, hvor der allerede er monteret sneglehegn på. Skal du først til at sætte højbede i haven nu, er det derfor værd at overveje at vælge nogle med et sneglehegn på. Alternativt kan du købe sneglehegn, som du selv kan montere på højbedet. Er dit højbed af pallerammer, er det nemt at montere et sneglehegn med en bukket vinkel.

Sådan sætter du et sneglehegn

Det er heldigvis meget nemt at sætte sneglehegn op. Du behøver derfor ikke at have nogen specialviden for at holde sneglene ude af dit højbed og bedene på jorden.

Sneglehegn om højbede

Højbede er de seneste år blevet meget populære til afgrøder og stauder, da de gør haven mere overskuelig, er mere ergonomisk korrekte, og er smarte plantekasser, da grøntsagerne spirer hurtigere, fordi jorden i højbedene bliver varmet hurtigere op.

Højbedet hjælper ikke med at holde dræbersneglene væk. De kan sagtens kravle op i et havebed af jern eller træ. Der er et sneglehegn den bedste beskyttelse, så du kan have dine grøntsager i fred.

Skal du montere et sneglehegn rundt om et højbed, sætter du det ned i jorden ved kanten af højbedet. Det er vigtigt, at du får valgt de rette hjørnebeslag, så sneglehegnet bliver samlet ordentligt. Det er nemmest at montere sneglehegnet i højbedet, når der ikke er nogen planter i. Du kan få et højbed med sneglekant, for eksempel som pallerammer, så du ikke behøver at sætte dem op selv.

Sneglehegn om havens bede

Har du en stor køkkenhave, kan det være mere praktisk at have den i jordhøjde. Derudover vil mange også have blomsterbede i niveau med resten af haven. Dræbersneglene vil i det tilfælde have frit spil, hvis du ikke sætter et snegleværn op.

Når du skal sætte et sneglehegn op rundt om dit bed, skal du starte med at måle op til det. Det er nemmest at gøre, når der ikke er planter. Hvis du vil have en sneglekant rundt om din køkkenhave, bør du derfor gøre det om efteråret, når du har høstet de sidste grøntsager eller i det tidlige forår. Sørg derudover også for, at der ikke er buske eller hæk i nærheden, hvis grene kan vokse ind i din køkkenhave eller bed og dermed give sneglene en bro over den opsatte sneglekant.

Efter at have målt op skal du grave en rille, som hegnet kan stå i. Sæt siderne og hjørnerne op og sørg for, at det hele er monteret, inden du træder jorden ned rundt om hegnet.

Husk at fjerne sneglene fra området

Selvom sneglehegn er 100 % sikre i forhold til, at sneglene ikke kan komme over de skarpe kanter, virker de selvfølgelig kun, hvis der ikke allerede er en snegl inden for dit hegn. Dræbersnegle lægger mange æg, op til 500, hvilket i løbet af kort til udvikler sig til mange snegle.

Snegleæg og små snegle kan være svære at finde, selv i en indhegning. Hvis du effektivt vil bekæmpe dræbersnegle med dit sneglehegn, bør du derfor dagligt tjekke området for snegle i en periode på 14 dage og slå dem ihjel, for eksempel ved at hakke dem over. Det tager 14 dage for dræbersneglen at blive udklækket, så efter to uger burde området være sneglefrit.

For at gøre det nemmere for dig selv kan du sætte en sneglefælde med øl eller honning op. Den tiltrækker dræbersnegle, som du derefter kan slå ihjel.

Beskær bevoksning langs med sneglehegnet

For at holde bedet med sneglehegn fri for snegle, skal du også være opmærksom på planterne, der vokser langs med sneglehegnet. Både blomster, hække og anden bevoksning langs med bedet kan få så lange grene eller blade, at dræbersnegle kan nå dem og få adgang til bedet.

Beplantningen i selve bedet kan også blive så vild, at bladene hænger så langt ud over, at en dræbersnegl kan komme op. Når du sår grøntsager eller sætter blomster ud i bedet, bør du derfor være opmærksom på, at det ikke er de største og mest vildtvoksende, der står direkte op ad sneglehegnet.

Andre metoder til at komme dræbersneglen til livs

Sneglehegn er en effektiv metode til bekæmpelse af dræbersnegle og andre snegle i et bestemt område af haven, men kan ikke bruges til at holde hele haven fri for snegle. Er du meget plaget af dræbersnegle, er du derfor også nødt til at tage en af de mange metoder, der ellers findes i brug.

Måske er du så træt af snegle, at du er fristet til at bruge gift, for eksempel ferramol. Problemet er dog, at sneglegift som ferramol ender i systemet på de pindsvin og fugle, der spiser sneglene. Det er derfor ikke en metode, vi anbefaler.

I stedet kan du indsamle sneglene og slå dem ihjel med kogende vand eller ved at hakke dem over. Det er en effektiv, omend lidt ulækker måde, at komme af med dem.

Du kan også sætte en fælde op med øl eller honning blandet op med vand, som lokker sneglen til. Sødmen fra øl og honning tiltrækker sneglene, der drukner i massen. En smart ide er at komme blandingen i en mælkekarton med skruelåg. Dræbersneglene kravler ind og dør, og når den er fuld, kan du skrue låget på og smide den ud.

En tredje løsning til at slippe af med snegle i haven er kobbertape. Når en snegl kommer i kontakt med kobbertape, får den stød, fordi der skabes en lille smule elektricitet. Det vil derfor få sneglen til at vende om. Kobbertråd mod snegle er smart at bruge om en krukke, hvor du ikke har mulighed for at sætte hegn. Ligesom sneglekanter kan kobberbånd mod snegle sikre, at der er et område, hvor sneglene ikke kan komme ind.

Hvorfor er dræbersnegle et problem?

Den iberiske skovsnegl, som dræbersneglen også kaldes, er en invasiv art. Man mener, at den er kommet til Danmark fra Spanien eller Sydfrankrig, hvor sneglenes æg sad på blomster, der senere er plantet ud i de danske haver. Fordi sneglen ikke er hjemmehørende i Danmark, har den ikke mange naturlige fjender, hvilket gør det nemt for den at brede sig. Derudover lægger den også mange æg, op til 500 per gang.

Dræbersnegle er kendt for at æde løs af både afgrøder i køkkenhaven og stauder. Det er derfor, at mange anser den for et langt større problem end at have vinbjergsnegle i haven.

FAQ

Hvad er sneglehegn?

Et sneglehegn er et hegn af metal, der er bukket foroven i en vinkel, som sneglene ikke kan komme over. Sneglekanter kan bruges til at beskytte et område, ikke fjerne alle snegle i haven.

Hvordan laver man et sneglehegn?

De fleste vælger at købe sneglekanter af metal eller plastik til at sætte op. Plastikhegnene er bedst til organiske former, mens dem af metal er mest holdbare.

Kan man bekæmpe dræbersnegle med kaffegrums?

Kaffegrums indeholder koffein, hvilket dræbersnegle ikke kan lide. Udover dette, så virker det også som gødning til dine planter.

Hvordan virker kobbertape?

Kobbertape virker ved at give sneglen et lille elektrisk stød, når den kravler over tapen.

Hvordan kommer jeg af med snegle i haven?

Der findes mange forskellige måder at komme af med snegle på: Mest effektivt er det at samle dem ind og aflive dem. Find også gerne deres æg og ødelæg dem.

Hvordan undgår jeg snegle i haven?

Du kan undgå snegle ved at lægge sneglemiddel omkring kompostbunker og bede.