Sommerblomster til krukker – 8 smukke sommerblomster til dine krukker

Har du ikke en have, eller vil du bare gerne have nogle farver på terrassen hele sommeren, er sommerblomster i krukker en nem måde at tilføre liv og skønhed til et sted uden adgang til bart jord.

Fordelen ved at have blomster i krukker er, at du kan variere dit plantevalg, du behøver jo ikke vælge de samme sommerblomster fra år til år, du kan flytte rundt på dem, så de passer til dit behov, og der er så mange forskellige sommerblomster at vælge imellem i en masse forskellige farver.

Læs mere om de populære sommerblomster til krukker, så du også kan få en masse farverige blomster på din terrasse hen over sommeren.

Valg af krukker

Har du ikke allerede krukker til dine sommerplanter, men skal du og købe, er det vigtigt, at du vælger krukker med hul i bunden, så det overskydende vand kan dræne væk.

Dernæst er det en god idé at tjekke, at de kan tåle frost, hvis de skal stå ude hele året. Vinteren kan være hård ved især glaserede krukker, keramikkrukker og betonkrukker. Våd jord, der fryser, udvider sig og kan derved sprænge krukkerne. De fleste krukker beregnet til udendørs brug kan dog godt tåle en mild forårsnattefrost.

Valg af sommerblomster til krukker

Hvilke blomster til krukker skal du så vælge? Du skal selvfølgelig først for fremmest vælge nogle, du kan lide. Nogle, som du synes er pæne.

Hvis du gerne vil have smukke blomster hele sommeren, er det naturligvis en god idé at vælge nogle med lang blomstringstid. Tit kan de færdige planter købes i havecentre, byggemarkeder og ofte også i supermarkeder.

Forslag til sommerblomster kunne være nedenstående, men der findes mange andre arter, der kan trives i krukker.

  • Bacopa – fås i hvid, lyserød og lilla. Har en let hængende vækst. Blomstrer fra juni – september
  • Begonie – fås i hvide, gule, orange, rosa og røde farver. Har en opretstående vækst. Tåler let tørke. Blomstrer hele sommeren frem til frosten.
  • Fjerduskblomst – fås i mange stærke farver fra kraftig pink til knaldrød, fra orange til solgul. Har en fjerduskagtig, opretstående blomst, deraf navnet. Blomstrer fra juli – september.
  • Pelargonia – fås i mange flotte farver og både i hængende og opretstående variationer. Kan tåle let udtørring. Blomstrer hele sommeren frem til frosten.
  • Petunia – fås i mange kraftige farver og med forskellige størrelser blomster. Er meget hårdføre i den hårde sol. Blomstrer fra sommeren frem til frosten.
  • Spansk marguerit – fås i flere forskellige både sarte og kraftige farver. Blomstrer fra juni – september.
  • Tvillingblomst – fås i hvide, rosa og pink nuancer. Har en opretstående, urteagtig vækst. Blomstrer fra maj –  september.
  • Dahlia – sås i mange flotte farver og sorter som trives godt i krukker. Blomstrer fra juni-september

Plantning af sommerblomster i krukker

Når du skal plante blomsterne i krukker, fylder du dine krukker med almindelig pottejord eller lignende. Fyld ikke krukkerne helt op, så er der bedre plads til at vande. Du behøver ikke et drænlag i bunden af krukken, hvis der er hul i bunden af den.

Jo mere jord, der er i krukken, jo mere er der til at holde på fugten, så blomsterne ikke tørrer ud. Drænhullet sørger for, at planterne ikke drukner i den våde jord. Når en krukke er fuld af meget jord, bliver den selvfølgelig tung, så sørg for at placere krukkerne på det rigtige sted fra starten.

Vent dog med at plante dine blomster ud, til du er sikker på, at du kan undgå nattefrosten. Du kan eventuelt skærme dine planter om natten med et granris, hvis du har været lidt tidligt ude.

Vand krukken godt igennem, og lad også de nye planter stå 10 min i en spand med vand, inden du planter dem ud.

Plant blomsterne ved forsigtigt at grave et hul midt i krukken, hvis du kun skal have en plante deri, og ellers ved at fordele dem jævnt rundt i krukken. Afhængig af blomsterne kan de plantes med 10 – 15 cm afstand. Det giver dem plads til at vokse i. Tryk jorden fast omkring de små planter.

Du kan blande forskellige blomster i samme krukke, så du får en sammenplantning med forskellige farver eller størrelse blomster.

Pasning af sommerblomster i krukker

Planter i krukker er afhængige af ekstra vand i løbet af sommeren. De kan ikke altid nøjes med det vand, der kommer fra oven, især hvis de står i den kraftige sol. Vand altid tidligt på morgenen eller sent på aftenen, der er fordampning mindst, og du får derfor mest ud af din vanding.

Blomsterne skal også have næring i løbet af sommeren. Flydende gødning købes i havecentre eller byggemarkeder. Brug gødningsvand en gang om ugen, oftere hvis du har mange planter i krukken. Følg altid brugsanvisningen på flasken.

For at øge dine planters blomstring, er det en god idé at fjerne de visne blomster jævnligt. Det får også krukkerne til at se pænere og mere plejede ud.

FAQ

Hvilke sommerblomster kan tåle frost?

Der er ikke rigtig nogle sommerblomster, der kan tåle nattefrost. De er, som navnet siger, bedst egnet til sommeren. Men fx stedmoderblomster kan du plante ud allerede i marts. Stedmoderblomster kan godt tåle frost, dog kun en mild nattefrost. De holder kun til omkring juni, så er de afblomstret og kan erstattes med sommerblomster, der kan holde indtil frosten kommer.

Hvilke planter blomstrer hele sommeren?

Mange af de rigtige sommerblomster blomstrer hele sommeren fx pelargonia, petunia, isbegonia, tvillingblomst, spansk marguerit. Ved flere af de mange sommerblomster gælder det, at du forlænger deres blomstring ved at fjerne de visne blomster regelmæssigt. Ønsker du nogle lidt mere hårdføre sommerblomster, som kan plantes ud i haven bagefter, og som kan overleve de danske vintre, kan du vælge sådan noget som lavendel, hortensia og dværgsommerfuglebusk.