Syren – Alt om pasning af pleje af syrener

Aaah, duften af syren, så er det for alvor forår. De store toppe i lilla, pink og hvid lyser op i et hav af grønne blade. Syrener findes i rigtig mange danske haver, både som busk og træ, men de findes også i vild natur, hvor både insekter og rådyr får stor glæde af blomsterne og de nye skud.

Syrenen blomstrer fra engang fra maj til juni. Enkelte dværgsorter kan komme med en genblomstring i august – september. Brug blomsterne i en smuk buket, eller drys dem i salaten. Blomsterne er nemlig spiselige.

Så vil du også gerne have denne skønne og velduftende forårsbebuder i din have, kan du læse med i min guide til syrener.

Syrensorter

Syren er en løvfældende busk eller træ med hjerteformet løv. Nogle sorter bliver 1 m, andre kan blive omkring 6 m høje. Syren får store ægformede knopper, og deres blomst er en opret klase af mange mindre blomster. Syrenens blomstring varer normalt en måneds tid.

Den almindelige syren (Syringa vulgaris) kommer oprindeligt fra Balka og Lilleasien, men den er fuld hårdfør i det danske klima. Den trives så godt, at den har spredt sig fra haver og parker ud i naturen via frø. Den breder sig også velvilligt via rodskud.

Hvis du gerne vil have nogle blomstrende syrener, der ikke breder sig så voldsomt, kan du få nogle sorter, der er podede på en grundstamme. De breder sig ikke med rodskud.

Syren er i familie med oliven, men har sin egen slægt, Syringa. Der findes omkring 25 forskellige arter i slægten, flere af dem er derudover forædlet i sorter. Så syrenerne i dag findes i mange forskellige farver, i forskellige størrelser og også i opstammede versioner.

Sorter

Her er nogle få af de sorter, der forhandles i havecentrene.

  • Syringa vulgaris ‘Alba’ – Bliver omkring 4 – 6 m høj. Får store hvide blomster. Blomstrer i maj og juni.
  • Syringa vulgaris ‘Charles Joly’ – Bliver omkring 4 – 6 m høj. Får store violetrøde blomster. Blomstrer i maj – juni.
  • Syringa vulgaris (almindelig syren) – Bliver 3 – 5 m høj. Får mellemstore lysviolette blomster. Blomstrer i maj og juni.
  • Syringa vulgaris ‘Sensation’ – Bliver 4 – 6 m høj. Får store tofarvede blomster i en dyb rødviolet med hvide kanter. Blomstrer i maj – juni.
  • Syringa vulgaris ‘Belle de Nancy’ – Bliver 3 – 6 m høj. Får store rosaviolette blomster. Blomstrer i maj – juni.
  • Syringa vulgaris ‘Mrs Edward Harding’ – Bliver 3 – 6 m høj. Får store mørkeviolette blomster. Blomstrer i maj og juni.
  • Syringa x bloomrang ‘Pink Perfume’ – Bliver ca. 1,5 m høj. Får rosa blomster, og blomstrer i maj og juni og igen i august – september.
  • Syringa meyeri ‘Palibin’ – Bliver ca. 1 m høj. Får lyselilla blomster, og blomstrer i juni.

Placering af syren

Fordi syren tåler en del blæst, er fuld hårdfør og kan vokse i næsten alle typer jord, bliver den ofte brugt som plante i læhegn og som hæk.

Det er altså nemt at give din syren en god placering i haven. Den klarer sig fint i både sol og halvskygge. Dog kan blomsterne bedst lide solen, og syrenerne vil blomstre mere rigt, hvis den står i fuld sol.

Syren kan bruges både som en solitær busk eller træ, i uklippet hæk eller læhegn. Ved at beskære den lidt i bunden hvert år, kan du sikre dig, den forbliver tæt forneden og dermed giver et godt dække.

Plantning af syren

Syrener fås både i potter og som barrodsplanter. Barrodsplanterne fås normalt kun om efteråret, og det tidlige forår. Barrodsplanter skal plantes med det samme, da de ikke har jord omkring rødderne til at beskytte dem.

Syren i potter fås hele året, men det er bedst at plante dem i efteråret, så behøver du ikke vande helt så meget i løbet af sommeren, da de har haft tid til at etablere sig. De kommer dog til at have brug for lidt vanding, med mindre vi får en våd sommer.

Plantning i haven

Start med at sætte din plante i vand en halv times tid inden, du vil plante den, så den er godt opfugtet og klar til at blive plantet.

Uanset om du planter syren i potte eller som barrodsplante, er det vigtigt, at du graver hullet til din planter stort nok, så rødderne ikke bøjes, men kan spredes ud. Er din syren i en potte, løsnes nogle af rødderne fra klumpen, så de ikke vokser i ring.

Fyld plantehullet med vand og lad det synke væk. Sæt planten i hullet og fyld efter med rigeligt jord. Jorden trædes forsigtigt fast omkring planten. Vand igen.

Har du valgt at plante en opstammet syren, er den normalt opbundet fra planteskolen af. Hvis der ikke følger en opbindingspind med, er det en god idé at sætte en pind ved planten, indtil den selv har fået godt fat med rødderne. Sørg for at pinden kommer godt ned i jorden, da planten kan komme til at hive godt i den i voldsomt blæsevejr. Opbindingen skal helst ske med et materiale, der ikke skader dine nye syrener.

Plantning i krukke

De små dværgsyrener kan sagtens trives i en krukke, hvis krukken er stor nok, uanset om de er en busk eller opstammet træ. Vælg en krukke med hul i bunden, så overskydende vand kan dræne væk. Sæt syrenen i vand en halv times tid før den skal plantes.

Fyld jord i krukken til det passer med, at syrenens klump kan være i krukken. Løsn rødderne lidt fra klumpen, så de ikke vokser i ring.

Sæt syrenen i krukken og fyld jord omkring planten. Pres forsigtigt jorden godt ned omkring planten. Vand krukken godt igennem.

Pleje af syren

Den første sommer efter plantningen af en ny busk, er det en god idé at vande et par gange om ugen, alt efter hvor meget vand, der kommer fra himlen. Når du vander er det bedst at give en masse vand på en gang, så det trækker godt ned i jorden. Hvis du kun sjatvander, trænger vandet ikke ordentligt ned til rødderne.

Har du valgt at placere dine syrener i krukker, skal du være mere omhyggelig med at vande hver sæson, da syrenen ikke kan hente særlig meget vand fra sine begrænsede omgivelser.

Gødning

Det første forår kan det også være en god idé at give planten en gang gødning, uanset om den står i haven eller i en krukke. Gød med kompost, organisk gødning eller kunstgødning i april, så blomsterne bliver endnu flottere. Gød igen efter blomstring.

Syrenen i krukke skal dog have lidt gødning hvert forår. Husk også at beskytte krukken om vinteren, da frosten kan være hård ved rødderne på syrenen.

Beskæring af syren

Syrener blomstrer på 2. årsskud. Det vil sige, de får en blomst til næste år på de skud, de sætter i år i løbet af sommeren. Hvis syrenens grene beskæres kraftigt hvert år, får du derfor sjældent flere blomster på busken.

Det bedste er faktisk, hvis du kan undgå at beskære dine syrener. Synes du dog, at dine syrener er blevet for store eller har fået bare grene i bunden, beskæres de lige efter blomstring.

Fjern et par af de store, gamle grene i bunden af din plante. Det vil få syrenen til at skyde med nye grene fra bunden igen. Du kan også gå mere hårdhændet til værks i din beskæring af syrener.

Syrener kan nemlig tåle en kraftig beskæring. Er det en almindelig syren, kan den tåle at blive beskåret helt ned til ca. 30 cm over jorden.

Det er en effektiv beskæring at lave, hvis din plante er blevet for høj og bar i bunden, og du gerne vil bringe blomsterne ned i øjenhøjde. Året efter får du naturligvis ingen blomster, men allerede to sæsoner senere kommer de i blomst igen.

Du kan også vælge at gøre det ad flere omgange. Fjern en tredjedel af busken det første år, en tredjedel det næste år og den sidste tredjedel det tredje år. Det vil give dig mange flere blomster.

Vær opmærksom på, hvis dit syrentræ er podet, at du ikke klipper så langt ned, at du fjerner sorten fra grundstammen. Så får du ikke blomsterne, du har købt busken for. Der er også en risiko for, at grundstammen begynder at sætte vanris eller rodskud, hvis sorten på grundstammen ikke trives. Disse vanris og rodskud fjernes med det samme.

FAQ

Hvor tæt skal syren plantes?

Hvis du vil have en syrenhæk, er det bedst, hvis hækken kan få rigelig plads at brede sig på. Syrenen blomstrer på 2. årsskud, det vil sige, du kan ikke formklippe den og forvente, at den blomstrer året efter. Der skal dog noget beskæring til for at holde planten tæt i bunden. Syrener breder sig med rodskud, det vil også være med til at holde hækken tæt. Hvis du planter 2 syrener pr. løbende meter, vil du i løbet af nogle år, have en god tæt hæk.

Hvornår blomstrer syrener?

De fleste syrensorter blomstrer i maj og juni, og blomstringen varer ca. en måneds tid. Nogle dværgsyrener får en ekstra blomstring i august - september. Du kan derfor vælge forskellige sorter, så du får blomstrende syrener i længere tid.