Syrisk rose – Guide til plantning og pasning

Syrisk rose, Hibiscus Syriacus, er en lille busk, der skaber en farveeksplosion i sensommeren, når de andre planter takker af for denne gang. Vil du have smukke eksotiske blomster i haven lidt længere, er den et godt bud på en busk for dig.

Den syriske rose er en blomstrende busk, der typisk bliver 1-2 meter høj og 1,5-2 meter bred. På grund af sin størrelse egner busken sig godt til både store og små haver og trives også i store krukker. Den får blå, rosa, pink eller hvide blomster ofte med en rød midte.

Ud fra navnet syrisk rose vil det være naturligt, at du tænker, at der er tale om en rosenbusk fra Syrien. Faktisk stammer den dog fra Indien og Kina og har en stærk lighed med en hibiscus busk eller hawaiiblomster, som mange også kalder dem. Modsat sin hawaiianske fætter kan syriske roser dog godt klare at vokse udendørs i det danske klima.

At syrisk rose med de farverige blomster gennem mange hundrede år også har været i Mellemøsten, er dog tydeligt at se ud fra, at den bliver nævnt i Bibelen, og både for kristne og jøder er et symbol på kærlighed.

Her i vores guide kan du læse alt om plantning, pasning, populære sorter og eventuelle sygdomme og skadedyr.

Plantning af syrisk rose

Du kan købe en syrisk rose på en planteskole, tage stiklinger fra en eksisterende busk eller dyrke den fra frø. Der går noget tid, inden de nye planter bliver til blomstrende buske på de to sidstnævnte måder, men efter et par år kan du nyde de smukke blomster på den nyplantede syriske rose.

Placering af syrisk rose i haven

Da denne blomstrende busk oprindeligt stammer fra et varmere klima, har den brug for at stå på et lunt sted, hvor den er beskyttet mod vind. Den ideelle placering er op ad en sydvestvendt mur, men har du ikke det, så vælg et så lunt og vindstille sted som muligt.

Den syriske rose skal stå i godt drænet jord. Det er vigtigt, at du ikke placerer den et sted, hvor den kommer til at soppe i vand, da det kan få rødderne til at rådne og give svampesygdomme. Busken kan derimod godt klare, at jorden er lidt til den tørre side, når den først er blevet godt etableret.

Bedste tidspunkt til plantning syrisk rose

De bedste tidspunkter at plante syrisk rose er forår og efterår. Om foråret får busken god tid til at etablere sig, inden vinteren kommer. Planter du den om efteråret, skal du være mere opmærksom på at beskytte den mod kulde, da dens rodnet ikke er så veletableret endnu.

I nogle tilfælde vil du også kunne plante syrisk rose om sommeren. Det kommer an på, hvor varm en sommer det er. Planter får sjældent en god start på livet, hvis de bliver plantet ud i en hedebølge, men er det en kølig sommer, kan det godt gå.

Plantning af havehibiscus

Selve plantningen er rimelig lige til:

  • Grav et hul, der er lidt større end den potte, som busken står i. Bland gerne spagnum i jorden, da syrisk rose foretrækker en luftig jord.
  • Fyld hullet med vand, hvis det er en tør periode. Vent til vandet er sivet ned i jorden.
  • Løsn rødderne, hvis nødvendigt. Nogle gange er rodnettet så sammenfiltret, at du er nødt til at bruge en kniv.
  • Sæt busken ned i jorden og fyld op med jord rundt op. Din syriske rose bør stå i samme niveau i jorden, som den gjorde i potten.

Vælg nogle gode sidemakkere til din syriske rose

Da syrisk rose er en løvfældende busk, og blomsten først dukker op i juli eller august, vil de have nøgne grene i længere tid end andre buske i haven. For også at have noget farve i den del af haven er det en god ide, at du vælger nogle sidemakkere, der blomstrer tidligt på sæsonen, til en syrisk rose. Har du din syriske rose i en beholder, kan du også plante blomster, der blomstrer tidligt, i bunden af den.

Syrisk rose – Plantning i krukke

Når du planter syrisk rose i en krukke, skal du vælge en stor en af slagsen, så planten har plads til at skabe et stort rodnet. Hvor stor en potte kommer an på størrelsen på planten. Du fylder beholderen med næringsrig jord og sætter busken i samme niveau, som den stod i potten.

Hvordan passes syrisk rose?

Syriske roser kræver ikke meget pasning, når de først er veletablerede i haven. Ønsker du en nem og pæn busk i haven, er den derfor også værd at overveje.

Vanding af syrisk rose

De første år skal du sørge for, at din syriske rose får nok vand, derefter behøver du kun at vande i tørre perioder. Hvis plantens blade får hvide kanter, er det typisk et tegn på, at den mangler vand.

Gødning af syriske roser

Syriske roser vil altid blive glade for at få gødning. Det bedste er at give organisk gødning som kompost, som du lægger ud i løbet af foråret. Næringsstofferne bliver langsomt frigivet til jorden, og planten kan dermed optage dem i det tempo, som den har brug for.

Vil du give kunstgødning, skal du vælge en type, der har et højt indhold af kalium (K), et lavt indhold af fosfor (P) og et middel niveau af kvælstof (N), da for meget fosfor kan være skadeligt for en syrisk rose. Du bør ikke gøde den efter juli, da den ellers kan skyde for meget og blive skadet af frost.

Kan syrisk rose overvintre?

Selvom syrisk rose godt kan klare sig gennem den danske vinter, bør du give den noget ekstra hjælp ved at lægge et jorddække rundt om den, for eksempel granris. Det er særligt vigtigt, hvis det er en hård vinter, hvor der er lange perioder med hård frost.

En syrisk rose i en beholder er ekstra sart i forhold til kulde og vil derfor ikke kunne stå ude vinteren over. Der skal du sætte den ind i en havestue eller et drivhus, så den stadig kan få lys. Kommer der en periode med hård frost, skal du være ekstra opmærksom på, at jorden ikke fryser. Også den kan du beskytte med granris.

Pasning af syrisk rose i krukke

Står en syrisk rose ikke direkte i jorden, har den brug for lidt ekstra pasning. Det er særligt vigtigt, at du sørger for, at den blomstrende busk har nok vand. Derudover bør du også sørge for at give planten gødning hvert år. Hvert tredje år skal jorden i beholderen udskiftes. Det gør du ved at tage planten ud og fylde ny jord op omkring den.

Syrisk rose beskæring

Beskæring af syrisk rose er ikke noget, der tager lang tid. Når du er sikker på, at der ikke længere kommer frost, hvilket typisk er i maj måned i Danmark, beskærer du ældre og døde grene af, og grene, der ikke passer til buskens form. Beskærer du senere på året, risikerer du, at nye skud bliver ødelagt af frost om vinteren.

Ved beskæring skal du fjerne de visne grene helt og klippe 10-15 cm af de øvrige. Planten vil typisk have næsten nøgne grene, da blomsterne dukker op så sent, hvilket gør beskæring nemmere.

Syrisk rose har ikke godt af hård beskæring hvert år. Er den kommet helt ud af form, er der dog ikke noget galt i, at du beskærer den helt ned til jordhøjde. En sund syrisk rose kan godt sende nye skud fra rødderne.

Sygdomme og skadedyr på syrisk rose

Heldigvis er syriske roser ikke buske, der nemt bliver ramt af sygdomme eller skadedyr. Ved at vælge et veldrænet  og lunt sted kommer du langt i forhold til at dæmme op for sygdomme. Står din syriske rose for fugtigt, vil det kunne føre til råd af rodnettet og svampeangreb. Sørg derfor for at vælge et sted med godt dræn, når du placerer din plante.

Får buskens blade hvide kanter, kan det være et tegn på, at den mangler vand. At den får gule blade er helt normalt, da det er en løvfældende busk. Bladene bliver først gule, derefter falder de af.

De mest almindelige skadedyr, som syriske roser kan blive ramt af, er bladlus og myrer. Bladlusene spiser bladene, og du kan slippe af med dem ved at vaske busken med insektsæbe.

Myrer kan faktisk være et endnu større problem, da de tager bladlus med op på buskens grene for, at de kan tappe saft fra den smukke busk til dem. Du vil aldrig kunne slippe helt for myrer i haven, men er der mange myrer på busken, kan du prøve at lokalisere det nærmeste myrebo og se på, om du kan flytte det.

Populære sorter af syrisk rose

Der findes en række forskellige sorter af syrisk rose. Det vil derfor stort set altid være muligt for dig at få den farve blomster, som du ønsker. Oprindeligt havde syriske roser udelukkende store åbne blomster, som dem du kender fra hawaiibuske, men med tiden er der blevet avlet på dem, så nogle sorter har fået blomster med flere blade, der minder om pæoner.

Pink Giant – Hibiscus Syriacus Pink Giant (Flogi)

Pink Giant er en af de mest populære sorter af syrisk rose og får, som navnet antyder, pink blomster med en mørkere rød midte. Den bliver 1-2 meter høj og blomstrer fra august til oktober.

Red Hearts – Hibiscus Syriacus Red Hearts

Denne smukke busk får hvide blomster med en dybt mørkerød midte. Den bliver typisk 1-1,5 meter høj, og blomsterne dukker op i sensommeren fra august til september.

Blue Birds – Hibiscus Syriacus Oiseau Bleu

Busken har smukke blå blomster og bliver mellem 1 og 2 meter høj. Den blomstrer fra juli til september og kan stå på en solrig placering eller i let skygge.

Hamabo – Hibiscus syriacus Hamabo

Hamabo får store blomster i en svagt rosa farve med en rød midte. Den bliver typisk mellem 1,5 og 1,8 meter høj og vil pryde haven med sine blomster fra august til september.

Er hibiscus og syrisk rose det samme?

Den syriske rose er i familie med de buske, vi ofte kalder Hawaiiblomst herhjemme. Dens latinske navn er da også hibiscus syracus. De to buske er dog ikke ens: Hawaiiblomster er sartere og kan ikke klare at stå udenfor i Danmark. Det kan syrisk rose godt. Blomsten på de to planter minder dog meget om hinanden, da de begge er åbne og meget farverige.

FAQ

Hvilken placering er bedst til syrisk rose?

Syriske roser trives på en lun plads med rimeligt med læ, men heller ikke helt uden vind. Det skal være en veldrænet jord, hvor planten ikke kommer til at stå og soppe i vand.

Hvornår skal man beskære en syrisk rose?

Det er bedst at beskære en syrisk rose i maj måned, hvor du er sikker på, at der ikke længere kommer frost.